DIF: Den økonomiske hjælp til idrætten er livsvigtig
Idrætten har været hårdt spændt for under corona-krisen, og med det sænkede forsamlingsforbud og de skærpede restriktioner, som blev meldt ud i fredags, går mange af DIF’s forbund og foreninger en dyster tid i møde.
Derfor er der både glæde og lettelse over den aftale om økonomisk hjælp, som regeringen og et bredt flertal af folketingets partier har besluttet.
”Den økonomiske hjælp er ganske enkelt uvurderlig og meget kærkommen for idrætten bredt set. Vi vil derfor rette en meget stor tak til politikerne bag aftalen for, at de ser vores vej, nu hvor vi rammes af nye restriktioner” fastslår Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF.
Helt konkret har regeringen og aftalepartierne bl.a. bevilliget yderligere 150 millioner kroner til en udvidet nødpulje for de kommende tre måneder til DIF, DGI, DUF og Firmaidrætten. Pengene kan bl.a. hjælpe nødlidte foreninger med at opretholde driften i en tid, hvor man må skrue ned for aktiviteterne og dermed mister indtægter. Derudover er der afsat 50 mio. kr. til at forberede genstarten af foreningslivet.
Endelig har politikerne givet håndslag på at forlænge lang række kompensationsordninger frem til d. 31. januar 2021. Det gælder bl.a. de generelle kompensationsordninger til faste omkostninger og kompensationsordningen for arrangører.
”Med de økonomiske tiltag i ryggen holder politikerne hånden under en række af vores aktiviteter i en tid, hvor presset øges. Og det er vigtigt. Idrætsaktiviteterne har stor betydning for vores mentale og fysiske velbefindende, som kan være ekstra udfordret under en lang corona-krise. Samtidig glæder vi os over håndsrækningen på vegne af alle vores frivillige som hver eneste dag knokler for at skabe corona-tryg træning til glæde og gavn for os alle” understreger Morten Mølholm Hansen
Hele aftalen kan ses på Erhvervsministeriets hjemmeside.