Støt dit barn til mere motion

Sundhedsstyrelsen lancerer i dag – blandt andet i samarbejde med DIF - kampagnen Get Moving, der skal inspirere forældre og pædagoger til at støtte børn i at være fysisk aktive i mindst 60 minutter om dagen.
18. maj 2015
Sundhedsstyrelsen lancerer i dag – blandt andet i samarbejde med DIF - kampagnen Get Moving, der skal inspirere forældre og pædagoger til at støtte børn i at være fysisk aktive i mindst 60 minutter om dagen.

Under halvdelen af alle danske børn og unge mellem 10 og 15 år er aktive i mere end 60 minutter om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Derfor lancerer Sundhedsstyrelsen i dag den landsdækkende kampagne Get Moving! Støt dit barn til mere motion – det er en gave for livet!

”Det er vigtigt, at børn er fysisk aktive, fordi det bidrager til at gøre dem mere sunde både fysisk og mentalt. I den forbindelse har forældrene en vigtig rolle i at støtte deres børn.” siger projektleder Tue Kristensen om baggrunden for Sundhedsstyrelsens kampagne.

En måde, hvorpå forældre kan støtte deres børn i at være fysisk aktive, er, ved selv at være fysisk aktive sammen med børnene. Men det kan være svært. For eksempel når barnet begynder at orientere sig mere mod vennerne frem for forældrene og måske ikke har lyst til at lave ting sammen med forældrene i samme omfang som tidligere. I en rundspørge, som Advice har lavet for Sundhedsstyrelsen, angiver hver fjerde af de forældre, som ikke så tit er fysisk aktive sammen med deres børn, at de ikke har tid, mens hver fjerde af forældrene angiver, at deres barn hellere vil være fysisk aktiv sammen med vennerne.

En anden udfordring er, at hvert 10. barn synes, det er pinligt at være fysisk aktiv med forældrene.

”Det vigtigste er, at barnet bliver støttet til at være fysisk aktiv, og det kan fint foregå sammen med vennerne eller i en idrætsforening,” siger Tue Kristensen.

Læs mere på www.getmoving.dk