PRM: DIF’s Appelinstans stadfæster afgørelse i timeout-sag

DIF’s Appelinstans har stadfæstet afgørelsen fra DHF’s Disciplinærinstans, som sanktionerede København Håndbold og klubbens træner, Claus Mogensen med henholdsvis en bøde på 3.000 kroner og to spilledages karantæne.
14. nov. 2019

Sagen omhandler en situation, hvor København Håndbold i slutsekunderne af opgøret mod Nykøbing Falster i HTH Ligaen (Damehåndboldligaen) stoppede kampen ved at bruge timeoutknappen, selvom København Håndbold i forvejen havde brugt sine tre tilladte timeouts.

DHF’s disciplinærudvalg idømte efterfølgende København Håndbolds træner, Claus Mogensen, to spilledages karantæne for usportslig opførsel samt klubben en bøde på 3.000 kroner. Den afgørelse appellerede København Håndbold til DIF’s Appelinstans.

Appelinstansen valgte at behandle appellen og har i den forbindelse stadfæstet afgørelsen fra DHF’s Disciplinærinstans.

Læs afgørelsen og Appelinstansens begrundelse i den vedhæftede kendelse.