Det sidste eventyr

Interviewet blev bragt i magasinet Idrætsliv i december 2021, før de danske NHL-spillere blev tvunget til at melde afbud til vinter-OL i Beijing og før Frans Nielsen meldte sit karrierestop. 

"Det må ikke gå galt,” tænker Frans Nielsen.

Presset føles tungt denne augustdag i den norske hovedstad. Trods 115 landskampe og næsten 950 NHL-kampe foran titusindvis af nordamerikanske ishockeyfans har Frans Nielsen ikke helt ro på nerverne, inden det går løs.

Stemningen i truppen er anspændt, og tankerne skøjter rundt velvidende, hvad der er på spil ude på isen. Med en sejr over de norske værter vil Danmark og den 37-årige veteran være klar til en olympisk ishockeyturnering for første gang nogensinde, mens et nederlag omvendt virker totalt uoverskueligt.

Det har været en turbulent optakt til OL-kvalen, idet Frans Nielsen efter 15 sæsoner i NHL netop er blevet fritstillet i Detroit Red Wings, og visheden om en uafklaret fremtid hvirvles ind i flashbacks om fortidens missede OL-kvalifikationer.

”Hvis vi taber, kan det være slut. Så har jeg måske spillet min sidste hockeykamp nogensinde,” siger den indre stemme ham.

Den normalt så kølige danske ishockeylegende med rekorden for flest kampafgørende shootout-mål i NHL-historien må tage en ekstra dyb indånding og fokusere på opgaven. Han tager skøjterne på, spænder hjelmen og griber staven. Så er det nu.

Drengedrømmen

Den eftermiddag sluttede Frans Nielsens glorværdige ishockeykarriere som bekendt ikke. Efter en nervepirrende og fysisk præget gyser mod Norge vandt det danske landshold 2-0 i den afgørende OL-kvalifikationskamp, og dermed er dansk ishockey for første gang nogensinde repræsenteret ved et vinter-OL.

Forude venter det fine selskab i Beijing med alle de største hockeynationer i verden og med Frans Nielsen som en selvskrevet profil, der endelig kan se frem til at indtage isen med de olympiske ringe.

”Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse, ligesom det var at spille i NHL. Det er sindssygt svært at komme med til OL, fordi der kun er 12 hold kvalificeret, og værtsnationen er jo givet på forhånd, så reelt er det kun de 11 bedste i verden, der kommer med. Det skal vi være stolte af som danskere,” lyder det fra dansk ishockeys vel nok største ikon.

Idrætsliv taler med Frans Nielsen lidt over to måneder efter, OL-billetten blev sikret.

Siden har Herning-drengen fået styr på sin klubsituation ved at skifte til Eisbären Berlin, hvor han skal spille sig i topform frem mod legene i Beijing.

OL-billetten i Oslo viskede omgående alle tanker om et muligt karrierestop ud, og i stedet blev klubjagten intensiveret med masser af interessante destinationer i spil. Deriblandt Herning, Schweiz og oplagte Malmø, hvor Frans Nielsen, hans svenske hustru og parrets snart tre børn til sommer slår sig ned i forbindelse med deres ældste søns skolestart.

I sidste ende faldt valget dog på det tyske mesterhold Eisbären Berlin, som med en canadisk ejer og en lang række nordamerikanske spillere har gjort tilpasningsperioden kortvarig og ukompliceret. Både på og uden for isen.

”Vi skal have vores tredje barn i starten af december, så vi ledte bevidst efter et sted, hvor vi kunne komme tættere på familien. Vi søgte også en engelsktalende børnehave, så det skulle være en international by, og der havde Berlin hele pakken samtidig med, at jeg kunne spille for et tophold, hvor alt foregik på engelsk,” fortæller Frans Nielsen fra familiens nye lejlighed i centrum af den tyske hovedstad.

”Og så er det spændende at bo midt i en by som Berlin. Selvom vi både har boet i New York og Detroit har vi altid boet uden for byerne i stille områder, så det er første gang, vi prøver at bo inde i en storby, hvor der er puls. Vi ser det lidt som vores sidste eventyr, inden vi vender hjem.”

Sådan er det på mange måder for Frans Nielsen. Både på klub- og landshold, omend det i dagligdagen ikke længere er med pomp og pragt. Den vildt eksponerede og glamourøse NHL-tilværelse med svimlende millionkontrakter er skiftet ud med anderledes jordnære forhold i den tyske Bundesliga.

”Der mangler bestemt ikke noget i hallen og den måde, man bliver behandlet på, men det er da noget andet på den måde, at man ikke flyver i privatfly til og fra kampe. Luksussen er ikke på samme niveau,” lyder det fra den danske hockey-legende, som tilbage i 2006 blev den første dansker nogensinde til at bryde isen ind til NHL.

OL er det største

Skridtet ned fra hockeyens ”spitzenklasse” er dog ikke noget problem for manden, der som toårig i midten af 1980’erne fik sine første skøjter på i Aalborg, hvor hans far, den tidligere landsholdsspiller Fritz Nielsen, dengang var en stor spiller. Kort efter rykkede den hurtige og teknisk dygtige Frits Nielsen tilbage til Herning, hvor han siden blev en ikonisk træner, og det var her, at sønnen Frans Nielsen blev grebet af ishockeyen og foreningslivet i Herning Blue Fox.

Siden katapulterede karrieren videre til NHL, hvor Frans Nielsen etablerede sig som en sand verdensstjerne. Men taknemmeligheden og ydmygheden over for grunduddannelsen i Herning er stadig stor. Det samme er motivationen frem mod OL, for selvom Frans Nielsen har stået på alle de største scener i USA og Canada med masser af slutspilskampe i NHL, bliver det noget helt specielt at skøjte ind på den kinesiske OL-is i den rød-hvide landsholdsdragt.

”OL er jo det største. Man kan stå i en Stanley Cup-finale i NHL, men det er alligevel kun folk, der interesserer sig for hockey, der følger med der. På den måde er OL noget helt særligt, for der er det hele verden, der kigger med, og så er det egentlig lige meget, om det er curling eller hockey. Det er simpelthen bare det største inden for idræt.”

For Frans Nielsen bliver det forestående vinter-OL kulminationen på en lang landsholdskarriere, der blev indledt i 2000, hvor det danske landshold var at finde i B-rækken. Dengang hed profilerne Morten Green, Peter Hirsch og Kim Staal, og lige siden har Frans Nielsen været en afgørende faktor i den transformation, som nu har sendt Danmark helt op blandt de 12 bedste nationer i verden. Og nu endda også med et dansk kvindelandshold kvalificeret til et OL – ligeledes for første gang nogensinde.

En optur, som strider imod al sund fornuft, når man kigger på antallet af spillere og skøjtehaller i Danmark. Eksempelvis er der i omegnen af 5000 aktive ishockeyspillere i Danmark, hvilket til sammenligning er færre end i den canadiske by Montreal.

”Det hele starter med et stærkt ungdomsarbejde. Da jeg var ung, kom alle talenter fra de samme to til tre klubber. Nu virker det til, at flere klubber er kommet efter det og gør et godt stykke arbejde med talentudvikling,” forklarer Frans Nielsen.

Lykkeligt facit

Udviklingen er markant, og var man som dansker i tvivl om dansk ishockeys fremgang, blev den tydelig for enhver, da Danmark i 2018 afviklede VM. Her tryllebandt Frans Nielsen hele nationen, da han på hjemmebanen i Herning afgjorde VM-åbneren mod Tyskland med et magisk straffeslag.

Dengang og nu med en gruppe brølstærke NHL-drenge som Frederik Andersen, Lars Eller, Nikolaj Ehlers og Oliver Björkstrand i truppen.

”Bredden på holdet er blevet langt stærkere end tidligere. I dag har vi mange spillere, der enten har spillet eller spiller i NHL, hvilket betyder, at forskellen mellem den første og fjerde kæde ikke er så stor, som den var dengang. Det er ikke få spillere, der skal trække hele læsset, og derfor kan vi bedre overkomme at spille mod de store nationer.”

Den bredde var også afgørende for, at det blev Danmark, der vandt OL-kvalifikationen med sejre over Slovenien, Sydkorea og værterne fra Norge. Et lykkeligt facit på et forløb, hvor alt blev sat ind for endelig at få de danske ishockey-stjerner med til det forjættede olympiske land.

”Man kunne godt mærke, der var pres på. Dels fra hockeyunionen, men også længere oppefra. Vi fik, hvad vi pegede på under forberedelserne, så man kunne godt mærke, det var nu, det skulle være. Derfor var det også nervøst, da vi tog derop.”

Sidste chance

Af samme grund var det et virvar af følelser, der blev forløst, da Nikolaj Ehlers afgjorde den skandinaviske slagudveksling med en forløsende scoring i tredje periode. De danske drenge kastede sig om halsen på hinanden, TV 2-kommentator Jimmy Bøjgaard skreg ind i mikrofonen, og de rutinerede profiler i truppen sank en klump i halsen. Den mangeårige drøm om en OL-billet blev til virkelighed.

”Det var absolut sidste chance for mig, Peter Regin og nogle af de andre, som har været med i mange år. Det kunne man også se, da vi havde vundet. For de yngre var det måske ikke noget vildt specielt, men for os ældre spillere, der har misset OL flere gange, betød det nok lidt mere.”

I omklædningsrummet blev der pustet ud i mere end én forstand. Samtlige spillere havde givet alt, og en bautasten af internt og eksternt pres blev læsset af de brede skuldre. I midten stod landstræner Heinz Ehlers, der året før havde kvittet et bijob i schweizisk hockey for at hellige sig arbejdet mod en historisk dansk OL-billet.

Den erfarne hockey-guru var rørt og famlede en smule efter ordene, der skulle retfærdiggøre den præstation, hans spillere netop havde leveret. Deriblandt holdets Grand Old Man, Frans Nielsen.

”Man var helt tom indeni samtidig med, at man var helt oppe at køre. Vi havde det jo hele tiden lidt i baghovedet, at vi altid har klokket i det på en eller anden måde,” fortæller Frans Nielsen og drager en parallel til en anden af karrierens milepæle, da Danmark for første gang kvalificerede sig til A-VM i 2003. Trods corona-restriktioner blev forløsningen fejret på Oslo-hotellet, hvor baren blev holdt åben til ud på natten.

Som Frans Nielsen grinende konstaterer ”fik den én over nakken,” inden det igen blev dagligdag hjemme i klubberne, hvor der som altid er knald på. Formen skal skærpes, så Frans Nielsen og resten af den trup, Heinz Ehlers udtager, står stærkest muligt, når turen går til Beijing.

Stolthed

Og selvom Frans Nielsen qua sin historik er helt i toppen af landsholdshierarkiet, er han fuldt bevidst om, at rollen på landsholdet ikke er den samme som for 10, 15 og 20 år siden. Unge drenge som Ehlers og Björkstrand er rykket forbi, hvad angår fart og spilleminutter, men til gengæld tager Frans Nielsen mere ansvar rundt om holdet og forsøger at dele lidt ud af sin store rutine til de mindre erfarne spillere. Lige som Staal, Morten Green og Jesper Damgaard gjorde, da Frans Nielsen kom ind på holdet.

I dag er Frans Nielsen rollemodellen og ikke mindst manden, der brød isen til NHL og banede vej for en lang række landsmænd.

Giver det en vis stolthed, at du blev foregangsmanden for den danske strømning til NHL, vi har set?
”Det er ikke noget, jeg tænker over på den måde. De spillere, der kommer derover, er så gode, at de har fortjent at være derovre. Omvendt ved jeg godt, at jeg måske har været med til at bevise, at det ikke er umuligt at nå NHL, hvis man arbejder hårdt for det. Da jeg var ung, grinede folk, hvis man talte om NHL, så på den måde har jeg været med til at ændre noget,” ræsonnerer Frans Nielsen og tilføjer: ”Måske kommer stoltheden, når jeg er stoppet og har trukket mig tilbage”.

Nu venter OL, og du har kontrakt i Berlin frem til sommer, men hvad så derefter?
”Lige nu tager jeg bare et år ad gangen, og så må vi se. Vi flytter hundrede procent til Malmø til sommer, når min søn skal starte i skole, og så må jeg tage en beslutning der. Om jeg vil spille mere, eller om jeg vil have mere tid til at være far. Der er ingen tvivl om, at det er begyndt at fylde meget i mine tanker, at jeg gerne vil være mere sammen med mine børn.”

Men sulten er der fortsat?
”Absolut. Nu er vi her, kroppen har det fint, og jeg har chancen for at vinde et tysk mesterskab og opleve et OL med Danmark. Det er stort!”