Gang i byen: Alt Tæller går lokalt

Har du glemt, hvor smukt der er i dit lokalområde? Så er det nu, du skal gå en tur med dit kamera og genopdage dine omgivelser.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Morten Bolvinkel
11. jun. 2022
Har du glemt, hvor smukt der er i dit lokalområde? Så er det nu, du skal gå en tur med dit kamera og genopdage dine omgivelser.

Nogle gange glemmer man, hvor flot der er i ens eget lokalområde. Måske synes man, at man har set det hele op til flere gange, og at det ikke længere er så spændende at gå på opdagelse. Ofte er der dog ting i bybilledet eller i naturen, man har overset - og helt sikkert noget, der tåler et gensyn.

”Der er så mange smukke og inspirerende omgivelser i alle afkroge af landet, og derfor vil vi gerne opfordre alle til at gå en tur i deres nærområde i den kommende uge. Hvis man tager et billede af ét af de flotte steder, man møder på sin vej, kan man desuden deltage i vores fotokonkurrence på Alt Tællers Facebookside,” siger Pernille Steen, der er projektleder i Bevæg dig for livet, og fortsætter:

”Man kan gå alene og nyde et roligt afbræk fra hverdagens stress og jag. Eller tage gåturen med en ven, som man kan vise eller genopdage lokalområdet sammen med. Det er både hyggeligt rent socialt og en god måde at få lidt bevægelse ind i hverdagen”.

Gå, så går det nok
Ikke alle har lyst eller fysik til at dyrke traditionel idræt, men de fleste kan overkomme at gå en tur, og det har i den grad også sin berettigelse. Flere studier viser nemlig, at selv de korte gåture kan have en positiv påvirkning på vores fysiske og mentale velvære.

”En gåtur om dagen kan nedsætte risikoen for at få cirka 35 forskellige sygdomme. Og så sætter gåturen samtidig gang i en række hormoner, der har betydning for lyst, glæde og tilfredshed. Når man går, sker der ændringer i hjernens indhold af disse hormoner. Det er de samme hormoner, der påvirkes af antidepressiv medicin, forklarer overlæge og sundhedsforsker Bente Klarlund, der blandt andet er forfatter til ”Gå-bogen. Gå, så går det nok”.

En personlig præmie
Det batter altså noget at få bare lidt bevægelse ind i hverdagen, hvad enten det så er gåturen, havearbejdet eller cykelturen til købmanden. Et budskab, som Bevæg dig for livet har spredt i årevis under titlen ”Alt Tæller”, og nu sættes der igen fokus på gåturen i en temauge, der krydres med en fotokonkurrence.

Alt man skal gøre for at deltage i konkurrencen er at tage et flot billede fra en gåtur og loade det op på Alt Tællers Facebookside inden den 20. juni. Så er man med i opløbet om en personlig præmie. Nærmere bestemt et forløb på to gange to timer hos en motionsvejleder, som tager afsæt i vinderens ønsker om at snige lidt mere bevægelse ind i hverdagen.

FAKTA

Alt tæller-kampagnen:
Under titlen ”Gang i byen” opfordres alle til at gå en tur i deres nærområde og samtidig tage et billede fra ét af de flotte steder, de møder på deres vej. Hvis man uploader et billede på Alt Tællers Facebookside mellem den 11.-20. juni, deltager man i konkurrencen om et personligt forløb hos en motionsvejleder til en værdi af 3000 kroner.

Alt Tæller er et af Bevæg dig for livets hovedbudskaber. For lidt også har ret - også når det kommer til motion. Det handler om at udnytte de små pauser i hverdagen til at bevæge sig lidt mere.

Bevæg dig for livet:
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. En ambitiøs vision, som DGI og DIF arbejder sammen om at forfølge med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden. Bevæg dig for livet er således den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie - og massevis af konkrete initiativer er sat i søen inden for en lang række idrætsgrene, og der er indgået samarbejdsaftaler med 25 såkaldte visionskommuner.

Flere nyheder