Interview med Cecilie Uttrup Ludwig

En skøn sport

Cecilie Uttrup Ludwig er en af Danmarks bedste, kvindelige cykelrytter. Hun er professionel for det franske cykelhold FDJ Nouvelle Aquitaine Futuroscope, hvor hun har kørt siden 2020.

Hun er oprindeligt fra Herlev, men i dag bor hun uden for Barcelona. Her nyder hun sammen med en større koloni af professionelle cykelryttere godt af klimaet og det bakkede landskab til de timelange træningspas, der udgør den hårde og uundgåelige rugbrødsdel af livet i cykelsportens verdenselite. Det er her, på landevejene i Nordspanien, at Cecilie Uttrup Ludwig lever sammen med den sport, hun elsker.

“Der er så mange facetter! Du skal træne enormt meget, for du skal være fysisk stærk, og du skal også være teknisk god. Du skal kunne køre nedad, du skal kunne køre i sving, og alt sådan noget. Og taktisk! Du skal vide, hvornår du skal angribe på det helt rigtige tidspunkt, “ siger Cecilie Uttrup Ludwig, inden hun opgiver at remse alle facetterne op. Ordene kan nemlig alligevel ikke helt fange essensen af sporten: Forstår man det ikke, så forstår man det bare ikke. Det skal opleves på egen krop. “Nej, der er så mange aspekter af cykling. Det er en skøn sport. Man kommer så langt omkring med sin cykel, når man træner. Du kan komme ud over hele verden. Du kan se så meget,” siger hun.

Forelsket

Inden Cecilie Uttrup Ludwig som 13-årig blev forelsket i cykelsporten, nåede hun at flirte med flere andre sportsgrene. Hun havde allerede prøvet svømning, atletik, håndbold, fodbold og basketball, men det passede aldrig rigtigt. Der var altid et eller andet galt. Hun fik kvalme og kastede op af at svømme, mens hun fandt atletiktræneren eftergivende, hvilket ikke passede 13-årige Cecilies kampgejst og vilje til at være bedst.

Og så var det, at hun så i lokalavisen, at cykelklubben KCK i Herlev inviterede interesserede forbi til klubbens fødselsdag. Tja, hvorfor ikke? tænkte hun, og tog af sted til det, man næsten kan kalde et skæbnesvangert stævnemøde.

“Cykling har altid sagt mig tusind gange mere end så mange andre sportsgrene. Og sådan har det været lige fra den første dag. Cykling er en meget tidskrævende sport. Man bruger mange timer på cyklen, men det kan jeg godt lide,” fortæller hun. De mange timer i sadlen tilbringer hun på forskellige måder. “Det kommer meget an på, hvilken form for træning der er tale om. Skal du køre femseks timer uden intervaller, så nyder man turen og lytter til fuglene og dufter naturen. Det nyder jeg meget, og nogle gange fordyber man sig og tænker store tanker,” forklarer hun.

Men så er der selvfølgelig også de ture, hvor der ikke er overskud til noget som helst: “Det er de sindssygt hårde træningspas, hvor man skal give den max gas, og hvor man skal æde sin egen lort 10 gange, som Chris Anker sagde det", siger hun. “Der er jo ingen, der synes, det er fedt, at noget gør ondt, men jeg tror bare, at vi cykelryttere på en eller anden måde er lidt masochister, og at vi godt kan lide det.

Altså, jeg ved ikke, om jeg synes, at det er så fedt at smadre mig selv, men der er noget bagefter, hvor der er den der fedeste, euforiske glædesfølelse, hvor man bliver glad og høj. Og den følelse tror jeg, at mange, som dyrker sport, kender, når de har givet sig enormt meget.”

Eneste pige

Cecilie Uttrup Ludwig har fra begyndelsen af været vant til at give sig enormt meget. Hvis ikke for at følge med og være nummer et, så i det mindste for at hævde sig og vise, at hun hørte til på holdet.

Da hun begyndte med at cykle i KCK i Herlev var hun den eneste pige på holdet, så hun måtte træne sammen med - og imod - drengene. Hun har tidligere fortalt, hvordan det ikke generede hende, selvom tonen godt kunne være lidt rå. Så måtte hun jo bare give igen. “Det var bare fedt at træne med drengene,” siger hun i dag. Om det var, fordi hun trænede med drenge, eller bare fordi hun havde flair for det, så viste det sig meget hurtigt, at sporten også godt kunne lide hende.

Hun havde talent for at cykle hurtigt, og allerede i 2017 i sin allerførste sæson som professionel, hvor hun kørte for det schweiziske hold Cervélo-Bigla, slog hun for alvor igennem. Planen var egentlig, at hun skulle bruge rookie-sæsonen på at samle erfaring og at lære gamet at kende, men det viste sig hurtigt, at hun ikke ville nøjes med en tur på skolebænken.

Det blev til flere podie-placeringer på allerøverste hylde, og Cecilie Uttrup Ludwig endte med at vinde den samlede ungdomskonkurrence på World Tour i suveræn stil. Noget, hun bestemt ikke havde regnet med. “Det har været et vanvittigt år. Helt vildt på alle områder. Det er gået over al forventning. Man forventer ikke, at det kan gå så godt. Altså på ens første år som professionel. At det kan gå så godt i starten. Det har bare været vildt, når hovedmålet er, at man skal lære,” sagde hun dengang i et interview med DR.

Put the hammer down

Det helt store sportslige gennembrud kom i 2019 med en tredjeplads i klassikeren Flandern Rundt, hvor den unge dansker for alvor fik slået fast, at hun var en, man skulle regne med i cykelsporten.

Det helt store folkelige gennembrud, kom så lige umiddelbart derefter. Hun havde krydset målstregen, da hun for rullende kameraer blev bedt om at sætte ord på sine følelser. Tusinder og atter tusinder af sportsfolk før hende har fået enslydende spørgsmål og leveret nogenlunde enslydende svar, som er blevet glemt kort derefter. Men igen skinnede Cecilie Uttrup Ludwigs passion for cykelsporten igennem. Cecilie Uttrup Ludwig leverede nemlig et omgående viralt hit, da hun udødeliggjorde sætningen “PAAAM! LET’S PUT THE HAMMER DOWN!” om den afgørende spurt kort før mål.

Hylder barndomsklub

Cecilie Uttrup Ludwig har store roser til det danske forenings- og idrætsliv. Og hun satser på at give tilbage en dag, når karrieren er slut. Når Cecilie Uttrup Ludwig slår et slag for kvindecykling, så er hun bevidst om, at hun på en måde bare fortsætter en tradition, som hun selv har nydt godt af: Det med at hjælpe andre videre.

Hun er nemlig selv et resultat af den danske foreningstradition, hvor frivillige og frivilligt arbejde er en helt grundlæggende del af succesen. Og det var de gode til i KCK Herlev, hvor den danske cykelstjerne selv begyndte med at gå til cykling. “Oh my god! Det var jo helt vildt,” udbryder hun, da snakken falder på de frivillige, der har hjulpet hende til tops.

“Frivillighed! Det summede min barndomsklub af, KCK Herlev. Det var en kæmpe hjerteklub, og der var så mange frivillige, og det var så fantastisk at møde dem allesammen,” fortæller hun om trænere, forældre, medhjælpere og alle de andre, som undervejs har været med til at få hjulene til at snurre i cykelklubben.

“Et af de største forbilleder er faktisk min gamle ungdomstræner Rene Lynge. Han var der hver uge, mindst et par gange om ugen, og han kørte også selv træninger med os unge,” mindes hun. “Han kom med ud til løb, han hjalp til og gav os gode råd. Og det var ligegyldigt om det regnede, eller sneede om vinteren: Han mødte op. Det er en mand, jeg stadig har kontakt til i dag,” siger hun.

For lidt anerkendelse

Cecilie Uttrup Ludwig har kæmpe respekt for tanken om at gøre noget, uden umiddelbart at få noget tilbage. “Ja, det er jo ret smukt, egentlig. Det med de frivilliges indsats. Det er enormt smukt, synes jeg. De får ikke glory ud af det. De gør det bare af ren og skær passion, og fordi de gerne til gøre andre glade. Det er en sindssyg smuk tanke,” siger hun og tilføjer, at de frivillige nok burde få mere for deres arbejde.

Om ikke andet, så burde de i det mindste få mere ros og anerkendelse, end det er tilfældet. “Det er tit, at de får for lidt anerkendelse, for de gør sgu en forskel rundt omkring i klubberne.”

I dag bor Cecilie Uttrup Ludwig i Spanien og har enormt travlt med sin egen karriere, men hun vil bestemt ikke afvise, at hun selv skal være frivillig og give videre til kommende cykel generationer, når hun får tid og overskud til det. “Jeg har ikke været så meget frivillig endnu, men jeg kunne godt tænke mig det, når cyklingen stopper på et tidspunkt for at give noget tilbage til alle dem, der kommer efter mig.”

Rollemodeller

Ligesom hun i begyndelsen kun havde drenge som holdkammerater, så var det også først og fremmest en af 'drengene', som Cecilie Uttrup Ludwig kiggede på, da hun på et tidspunkt fandt sig en rollemodel inden for cykelverdenen.

Den slovakiske stjernerytter Peter Sagan gjorde tidligt et rigtigt stort indtryk på hende. “Jeg så ret meget op til Peter Sagan. Han er en sindssygt dygtig cykelrytter, men samtidigt virker det som om, at han har det pissesjovt! Og så er han en akrobat på cyklen. Han kan så mange ting rent teknisk. Den mand har sindssyge evner på en cykel,” siger hun.

Cecilie Uttrup Ludwig mangler stadig en del i at matche Peter Sagans 130 sejre som professionel, men hendes tilgang til sporten tåler nok sammenligning med slovakkens. “Jeg tror, at jeg generelt er en rimeligt fri person. Jeg er meget sådan: ‘Nu skal det fanme være sjovt!’ Der skal være humor, og det skal være fedt, og så har jeg bare en kæmpe passion for cykling,” siger hun og tilføjer så: “Og ikke mindst for kvindecykling.”

Ligestilling

Lige siden folkeskolen, hvor Cecilie Uttrup Ludwig var meget interesseret i ligestilling og kvinders rettigheder, har hun haft fokus på forskellen mellem mænd og kvinder på steder, hvor der ifølge hende ikke burde være en forskel. Og dér har hendes elskede cykelsport stadig potentialet til at blive endnu bedre, mener hun.

“Kvinder bliver stadig behandlet uretfærdigt, og det er en af mine store drivkræfter: At kæmpe for kvindecykling. Der er stadig mange ting, der er uretfærdige, men det kommer langsomt,” siger hun og henviser til de store forskelle, der er på for eksempel mediernes dækning af mændenes og kvindernes sider af sporten og på de ressourcer, der er til rådighed.

Det går dog den rigtige vej, mener hun. “Man skal have tålmodighed, men de seneste fem år er det helt vildt, hvor meget det har rykket sig, og det er en fornøjelse at se,” siger hun med henvisning til den øgede fokus og respekt, der er om kvindernes cykelsport i disse år. “Vi er ikke færdige, det er meget vigtigt at understrege, men så længe, det går fremad, så er vi glade. Og vi bliver ved med at kæmpe. Hvis jeg bliver ved med at hæve min stemme, så tror jeg på, at med tiden skal det nok komme,” siger hun.

Der er ingen tvivl om, at Cecilie Uttrup Ludwig ikke er spor bange for at råbe højt, når hun virkelig brænder for noget. Genklang giver det også, når hun lader benene tale. Hun har tre gange vundet DM i enkeltstart, hun har fået podiepladser i Flandern Rundt, Trofeo Alfredo Binda, La Course og Flèche Wallonne. Hun har vundet en etapesejr i World Tour-løbet Vuelta a Burgos, og så har hun været helt oppe som nummer otte på verdensranglisten. Det er alt sammen præstationer, som gør, at kommende generationer af piger har fået lidt nemmere ved at finde et rigtigt forbillede i egne rækker, hvis de gerne vil se op til en dygtig cykelrytter.

Drømmen

Til juli skal Cecilie Uttrup Ludwig efter planen deltage i Tour de France, som for første gang er et længere etapeløb i stil med mændenes tour.

“Det er et af mine helt store mål i 2022. Det bliver noget af det allerstørste. Det er det første rigtige Tour de France for kvinder, det kommer på tv, og jeg kører på et fransk hold. Det bliver ikke større! Det er kæmpefedt, og stort for kvindecyklingen,” siger hun og tillader sig at drømme en smule: “Jeg tror, at alle drømmer om at komme på det podie, når vi rammer den sidste dag på La Super Planche…”

Og nu vi er ved drømmene, så er der jo også DM i Aalborg, hvor der skal kæmpes om den rødhvide dannebrogs-trikot, som danmarksmesteren får lov at køre en hel sæson i. “Årh mand altså… jeg kommer altid til DM med en drøm om at vende hjem med danmarkstrøjen.

Jeg har haft den tre gange på enkeltstarten, og det er altid ret specielt og meget følelsesladet at køre i den. Men jeg har aldrig fået den i linjeløbet, og det er den helt store drøm. Jeg kører jo ikke så mange enkeltstarter, så det var ikke tit, at jeg kørte i trøjen, så det ville være federe at kunne tage den på hver dag. Det er helt klart det største mål,” siger hun.