Kæmpe DM-fest er i gang
Vejrudsigten tegner lovende, publikumsområdet på Honnørkajen (Center Court) står klar til fest fra fredag, DR sender mere end 30 timers tv, og landets dygtigste atleter er trukket i kamptøjet.
Velkommen til den første DM-ugen nogensinde, som begynder officielt torsdag 23.6 og varer til søndag den 26.6. Tennis og cykling (bmx) har dog allerede ’tyvstartet’ DM-ugen tidligere på ugen.
Over 200 danske mestre i 47 forskellige idrætsgrene skal findes i de kommende dage, og det hele foregår i haller, arenaer, idrætsforeninger, svømmehaller og ikke mindst ved havne- og publikumsområdet på Honnørkajen (Center Court) i Aalborg. Publikum kan blandt andet opleve længdespring og styrkeløft på Honnørkajen, udspring fra Limfjordsbroen, brydning i Gigantium, dans og dart i Nordkraft og Danmarks hurtigste løbere på atletikstadion i Skovdalen.
Med inspiration fra Sverige er der i en lang årrække blevet arbejdet intenst på ideen om at samle så mange danmarksmesterskaber på et sted i så mange idrætsgrene som muligt, og formand i Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, glæder sig i den grad til DM-ugen
”Vi har knoklet og knoklet for at bringe den her unikke ide til virkelighed, og sammen med vores specialforbund og Aalborg Kommune er drømmen nu gået i opfyldelse. Vi glæder os helt vildt til at præsentere alt det bedste, idrætsdanmark har at byde på,” siger DIF’s formand Hans Natorp.
Han bakkes op af Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen
”Nu er vi endelig i gang med Danmarks første DM-uge. Jeg er enormt stolt over, at Aalborg er vært for den første DM-uge, og vi har virkelig tænkt nyt i forhold til faciliteter og brug af byen. Det bliver et vildt sports-tag-selv-bord rundt omkring i hele Aalborg, og det hele er gratis. ”
Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, glæder sig også til DM-ugen.
”Jeg vil gerne vil rose Aalborgs mange foreninger og klubber, samt alle de frivillige, der er med til at gøre historiens første DM-uge mulig. Jeg vil ønske god kamp og held og lykke til alle de mange atleter, der skal i ilden de næste dage – de er alle med til historieskrivningen, og jeg håber, de får nogle store oplevelser,” siger Jes Lunde.
Bag eventet står DIF - i tæt samarbejde med de mange specialforbund - og værtsbyen Aalborg. Se mere på www.dmugen.dk.
Yderligere kommentarer
Hans Natorp, formand for DIF, 31444015
Thomas Kastrup-Larsen, Borgmester i Aalborg Kommune – via presseansvarlig Line Christensen, 25201620
Jes Lunde, rådmand Sundhed og Kultur, 99311953
Foto: Lars Møller
Billedet kun må bruges til omtale af DM-ugen.