ÅRETS FUND 2022

Her er de nominerede til Danmarks ældste idrætspris

Feltet af nominerede til Årets Fund 2022 vidner endnu engang om, at talentmassen i dansk idræt er stor og stærk.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Jakob Draminsky
16. dec. 2022
Feltet af nominerede til Årets Fund 2022 vidner endnu engang om, at talentmassen i dansk idræt er stor og stærk.

Idrætsprisen Årets Fund er et blik ind i dansk elitesports fremtid. Intet mindre.

For uden at lægge et alt for tungt forventningspres på dette års 10 nominerede, taler historien for, at der blandt dem er flere, der inden for de kommende år vil hæve sig op over elitens store fællesmængde og hente medaljer og hæder til dansk idræt.

Det er faktisk intet mindre end utroligt at tænke på, at lidt mere end en tredjedel af de 35 medaljer, som dansk idræt har vundet ved de seneste tre olympiske sommerlege, er vundet af tidligere Årets Fund-vindere. Og lige så imponerende er det, at listen over internationale VM- og EM-titler og alverdens andre prestigefyldte sejre, som tidligere prisvindere har taget alene de seneste 10 år, nærmest er uendelig.

Det er alle specialforbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har haft mulighed for at indstille atleter. Og som DIF, Team Danmark og Politiken i fællesskab har vurderet for at nå frem til en nominering af de 10 største gennembrud i det forgangne år.

Jeg glæder mig over at se mangfoldigheden med både store og mindre sportsgrene repræsenteret, for det vidner om, at talentarbejdet går godt ude i vores 62 specialforbund Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF og med i prisens dommerkomité.

»At kåre Årets Fund er et af årets absolutte højdepunkter. Ikke nok med at det er Danmarks ældste idrætspris, så emmer prisen også af energi, talent og fremtid, og det ses tydeligt, når øjnene glider ned over årets top-10. Jeg glæder mig over at se mangfoldigheden med både store og mindre sportsgrene repræsenteret, for det vidner om, at talentarbejdet går godt ude i vores 62 specialforbund«, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF og med i prisens dommerkomité.

»Når man kigger ned over de talenter, der har vundet prisen Årets Fund, må man bare sige, at listen er spækket med mange af de helt store danske sportsstjerner gennem tiden. Det er en meget prestigefyldt og vigtig pris i dansk eliteidræt, og jeg er igen i år dybt imponeret over de talenter, der er med blandt de ti bedste. De ti talenter vidner om dansk idræts store potentiale, og et fremragende elitearbejde i forbundene«, siger Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark og medlem af dommerkomitéen.

Prisen bliver uddelt 29. december ved et livearrangement, som for første gang også er åbent for offentligheden.

De 10 nominerede er opremset alfabetisk efter deres forbund:

Atletik

Axel Vang Christensen (18 år). ​Satte europarekord for U20-løbere i 3.000 meter forhindringsløb, deltog trods sin unge alder ved senior-EM og blev europamester for U20 i cross lige før årsskiftet til 2022.

Boksning

Nikolai Terteryan (21 år). ​Vandt guld ved EM for U22-boksere. Vandt seniorturneringen 73rd Strandja Tournament.

Curling

Mathilde Halse (23 år). ​Vandt i november EM-guld med landsholdet og var turneringens bedste spiller på sin position.

Cykling

Malene Kejlstrup Sørensen (20 år). ​U23-europamester i BMX, hvor hendes tid i finalen ville have rakt til en sølvmedalje hos seniorerne. U23-verdensmester, hvor hun i finalen kørte en hurtigere tid end samtlige kvinder i Dame Elite VM-finalen. Vinder af en afdeling af U23 World Cuppen og den samlede U23 European Cup.

Fodbold.

Jesper Lindstrøm (22 år). ​Kåret til den mest værdifulde unge spiller i den tyske Bundesliga, hvor han spiller for Eintracht Frankfurt. Vandt i sommer Europa League med klubben, ligesom han er blevet en fast del af stammen på det danske landshold.

Håndbold

Emma Friis (23 år). ​Fik sit store internationale gennembrud ved EM i Slovenien, da hun både var med til at vinde sølv for Danmark og blev udtaget til mesterskabernes All Star-hold som turneringens mest scorende venstrefløj.

Kano/kajak

Thorbjørn Rask (22 år). ​Blev Danmarks første U23-verdensmester i 5.000 meter enerkajak, vandt en afdeling af Senior World Cup og debuterede ved senior-VM med to top-10-placeringer.

Parasport

Alexander Hillhouse (18 år). ​Vandt to bronzemedaljer ved sin VM-debut i parasvømning. Undervejs satte han dansk rekord. Han er den første danske paraatlet med et udviklingshandikap til at vinde medaljer i en paralympisk idræt.

Svømning

Thea Blomsterberg (20 år). ​Fjerdeplads ved EM på langbane i 200 meter brystsvømning og blev den kun anden dansker til at passere den ’mytiske’ grænse på 2 minutter og 20 sekunder på 200 meter brystsvømning på kortbane.

Vægtløftning

Line Ravn Gude (24 år). ​Vandt som den første danske kvinde medalje ved europamesterskaberne i vægtløftning, da hun i 71 kg-klassen sikrede sig sølv. Siden er hun blevet nordisk mester.

FAKTA OM ÅRETS FUND

Årets Fund er ​Danmarks ældste idrætspris og uddeles i et samarbejde mellem Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund og Politiken. Den blev uddelt første gang i 1929. Vinder modtager ud over hæderen 75.000 kr.

I 2021 blev håndboldspilleren Mathias Gidsel kåret som Årets Fund.

Kåringen

Hvordan er det ​at være ung i eliteidrætten? Hvad sker der, når virkeligheden spænder ben for drømmene? Som noget nyt retter Politiken i forbindelse med kåringen af Årets Fund fokus på fremtidens stjerner og deres liv i eliteidrætten. I år er temaet mental sundhed.​

Det hele munder​ ud i et livearrangement, der for første gang nogensinde er åbenbart for offentligheden med interviews, debat, musik og naturligvis kåring af vinderen. Det sker 29. december i Politikens Hus, og billetter kan købes her: politikenbillet.dk/live

Flere nyheder