Unge talenter skal holde snæver DM-disciplin i live

En springer lander på målskiven, hvor han skal prøve at lande så tæt på 'dead-center' i midten som muligt. Foto: Poul Nymark
Til DM-ugen kæmper faldskærmsspringerne i disciplinen præcision. En disciplin, der desværre ikke er så mange, der dyrker - så hvis den stadig skal være en DM-disciplin om nogle år, skal der fokus på talentudvikling.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Frederikke Lønstrup-Kliim
22. jun. 2023
Til DM-ugen kæmper faldskærmsspringerne i disciplinen præcision. En disciplin, der desværre ikke er så mange, der dyrker - så hvis den stadig skal være en DM-disciplin om nogle år, skal der fokus på talentudvikling.

I alle sportsgrene kan atleter nok mærke spændingen ved konkurrencen helt ned i maven – men det må give et helt specielt sug i maven at svinge benene ud af et fly i 900-1100 m højde og springe. Og så derefter gøre det ni gange mere. Ikke desto mindre er det det, som faldskærms-disciplinen præcisionspring går ud på, og det er i dén, der skal findes en danmarksmester under DM-ugen.

Til DM-ugen kæmpes der både i en A-, B- og C-række indenfor præcisionspring, og ifølge René Sølbeck Hansen, der personligt har 4500 spring med i rygsækken og selv springer i A-rækken, er der spænding at finde i alle rækkerne i år.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at lande på Honnørkajen, så det kan måske lyde lidt skørt, at det faktisk ikke er det, som jeg glæder mig mest til. Jeg glæder mig nemlig allermest til at se de unge i B-rækken springe," siger han.

Disciplinen må ikke dø

Ifølge René Sølbeck Hansen er det længe siden, at disciplinen har haft så mange unge talenter som i år – og det skyldes, at Dansk Faldskærms Union siden sidste år har haft fokus på talentudvikling for unge, og dermed at få flere til at dyrke sporten. Et projekt som René Sølbeck Hansen selv er inde over.

”Jeg brænder virkelig for faldskærm, og jeg brænder måske allermest for, at sporten og disciplinen ikke dør. Det var et af hovedargumenterne for at starte talentudviklingsprojektet: Simpelthen for at puste ild i gløderne,” forklarer René Sølbeck Hansen

Talentudviklingsprojektet er i år steget fra fem til ni deltagere, og de har alle kvalificeret sig til at springe i B-rækken til DM-ugen.

I præcisionspring bliver det hele afgjort på de sidste 10-15 cm inden landing. Springerne åbner deres faldskærm lige efter exit fra flyet, og herefter handler det om at ramme ’dead-center’ – en målskive med en diameter på to cm. Det giver en score på 0 point, hvis man rammer plet, og ellers bliver der delt point efter, hvor mange centimeter man er fra målskiven. Der springes af 10 runder, og vinderen er den springer, der har færrest point til sidst.

Programmet for præcisionsspring

DM i præcision begynder fredag klokken 9.00 i Nordjysk Faldskærmsklub i Aars – og det er også her de unge talenter fra talentudviklingsprojektet kan opleves. Semifinale- og finalespringerne består af de fire bedste fra A-rækken, og lørdag d. 24. juni afgøres det hele, når de springer ud af flyet og lander på Honnørkajen.

Flere nyheder