Det er det hele værd

"Speedway…. Det er lyden, det er duften af methanol, der svier lidt i næseborene. Det er duften af olien og gummiet, der bliver brændt af. Om det er en stank? Nej, nej, nej, nej! Det er parfume for mig.”

“Da jeg var lille, trak min far mig med ud på speedwaybanen, og så er jeg aldrig rigtigt kommet hjem igen. Jeg har da også spillet fodbold, som de andre, men det var ikke det samme. Speedway var mere for mig. Det er mere unikt. Der er fart, spænding og dramatik. Speedway er et minut med din egen præstation, som bestemmer, om du vinder eller taber.”

“Jeg begyndte at køre speedway, da jeg var de der 8-10 år. Min far byggede en cykel til mig, og så kørte jeg  herude i Herning. Min far har selv været formand, så jeg er blevet lært op i det, kan man sige.”

”Jeg ved, at der er mange unge mennesker, sådan nogle ‘scooterdrenge’, der ræser rundt i gader og stræder. De har brug for et sted, hvor de kan få ræset af, og det kan de her i speedwayklubben.”

“Speedway handler også om at være frivillig og at kunne hjælpe andre. Jeg har altid hjulpet som frivillig, også da jeg kørte selv.  Jeg hjalp til med at afvikle løb, når jeg ikke  kørte løb selv. Jeg ved, hvor svært det er at afvikle løb,  hvis ikke der er frivillige. Der skal være en startmester, stævneleder, teknisk kontrol, tidtager, speaker, førstehjælper. Jeg har været det hele, og jeg har alle official-licenser. Også dommer, der er det højeste.”

"Fra 2017 til 2020 var jeg formand i Grindsted. Da jeg hørte, at Herning speedway klub var i krise, var vi tre kammerater, der alle havde Herning som barndomsklub, som tog op for at kigge på det. Græsset var højere end  barrieren, banen var groet til, de gamle højttalere stod ude og var ødelagt, og der var kun et medlem tilbage i  klubben."

"Vi blev enige om at give den en skalle for at prøve at banke liv i klubben igen. Først fik vi slået græsset, og derefter tog vi fat på traktoren og vandvognen. Endelig fik vi nogle af de gamle til at melde sig ind igen."

"Vi var hurtigt 20-30 stykker i klubben. Lidt efter var vi 60. Så holdt vi en klubfest, og der var nogle børn, der blev glade for, at vi afholdt klubmesterskaber. Året efter var vi 150, og i år… der rammer vi nok et par hundrede medlemmer. Vi prøver hele tiden at udvikle og forny klubben.”

“Det er børnene, der er hjertet i sporten. Herning speedway klub er jo min gamle moderklub, hvor jeg selv har  trådt mine barnesko og haft så mange gode timer i mine ungdomsår. Alt det vil jeg give tilbage til børnene, for jeg brænder for, at sporten ikke skal dø."

"Dengang med Ole (Olsen, red.) og Hans (Nielsen, red.) og Erik (Gundersen, red.) og Jan O. (Pedersen, red.) der var det moderne at køre speedway. Det er dødt nu: Sporten er halveret på 10 år, og hvis vi tager aldersgruppen fra 3 til 11 år, så er der kun 36 kørere tilbage i Danmark. 12 af dem kommer herude fra Herning. Det beviser, at vi gør noget godt herude. Det er megafedt, og det smitter af på de andre klubber. Vi har forresten lige haft åbent hus, og de 12 er blevet til 20, og jeg er stolt over at vi i dag er en af de speedwayklubber i Danmark med den største ungdomsafdeling."

“Jeg bruger mange timer, men det betyder ikke så meget for mig, om jeg bruger en halv time eller to timer på noget. Det glæder mig bare, og det betyder alt."

"Det er lige før, jeg kan fælde en tåre, når man har knoklet hele vinteren for at få banen og området klar, og de så holder herude til den første træning. Børnene vandrer rundt, de smiler, griner og leger nede i ryttergården, og når de så får kørt de første omgange, så er det er det hele værd. Så nåede vi det alligevel.”