Flere turister vil holde aktiv ferie på Bornholm

Outdoor-turisterne bliver ved med at strømme til det danske sommerland, selvom corona ikke længere lægger en dæmper på feriemulighederne. Både Danmarks Idrætsforbund og Destination Bornholm ser store muligheder i aktiv turisme de kommende år.
Jonas Hjortdal
10. aug. 2023
Outdoor-turisterne bliver ved med at strømme til det danske sommerland, selvom corona ikke længere lægger en dæmper på feriemulighederne. Både Danmarks Idrætsforbund og Destination Bornholm ser store muligheder i aktiv turisme de kommende år.

Corona sendte flere danske og udenlandske turister på outdoorferie i Danmark. Og den tendens ser ud til at fortsætte, selvom restriktionerne er aftaget.

Ifølge en ny rapport fra VisitDenmark og Dansk Kyst og Naturturisme efterspørger 58 procent af danskerne natur, strand, kyst og hav, når de vælger feriedestination i Danmark. Det er en stigning fra 53 procent før corona i 2019.

Bornholm er et godt eksempel på en destination, hvor man arbejder aktivt med at gøre sig attraktiv for både danske og internationale turister. Et målrettet fokus på faciliteter både til vands og til lands gør, at aktiv ferie er den næstmest populære ferieform på klippeøen:

”Det er glædeligt, at det gode arbejde på tværs af Bornholms Regionskommune, Naturstyrelsen, foreninger og frivillige bærer frugt. Det skyldes ikke mindst, at der er arbejdet målrettet i en længere årrække. Derfor skal vi fortsætte med at samarbejde om at få bornholmere og gæster ud i naturen. Det vil bidrage til livsglæde, sundhed og ikke mindst oplevelsesøkonomien. Men det kræver løbende investeringer i infrastruktur og information,” siger Pernille Lydolph, der er direktør i Destination Bornholm.

“Vi ser et stort potentiale i at tiltrække turister fra både ind- og udland til aktiv ferie." - Casper Lindemann, outdoorkonsulent i DIF

Attraktivt rejsemål

De besøgende turister på aktiv ferie vurderer mulighederne for at holde aktiv ferie til hele 9,31 ud af 10. Det vækker glæde i Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har arbejdet med at skabe bedre rum for outdooraktivitet i Danmark.

“Vi ser et stort potentiale i at tiltrække turister fra både ind- og udland til aktiv ferie. De nye tal fra både Dansk Kyst og Naturturisme, Visit Denmark og Destination Bornholm bekræfter, at gode outdoormuligheder ikke kun er til glæde for lokale borgere og idrætsforeninger. Det er også en kæmpe gevinst for turistbranchen. Det er derfor en rigtig god investering, når kommuner udvikler den rekreative infrastruktur og anlægger flere outdoorfaciliteter,” siger Casper Lindemann, der er outdoorkonsulent i DIF.

Eksempler på de seneste initiativer for outdooridræt på Bornholm:

  • Hasle Havnebad åbnet i 2013
  • Højlyngstien åbnet i 2020 (Naturstyrelsen og kommunen)
  • Faste orienteringsposter og find vej-projekter (udviklet over de seneste 5-10 år af Viking Rønne orientering)
  • MTB-spor i Almindingen (udviklet over de seneste 5-10 år af sporbyggere)
  • Trailcenter (samlingspunkt for outdooridrætter) på vej i Almindingen. Forventes at åbne i 2024 i et samarbejde mellem DIF, Lokale og Anlægsfonden og Bornholms Kommune

Outdooridræt i Danmark:

  • 58 procent af danskerne efterspørger natur, strand, kyst og hav, når de vælger feriedestination i Danmark. Det er en stigning fra 53 procent før corona i 2019 (Visit Denmark og Dansk Kyst og Natur Turisme)

  • Naturen er de voksne danskeres foretrukne motionsarena. 74 pct. af de voksne danskere dyrker deres aktiviteter i naturen (Idrættens Analyseinstitut)

I Danmarks Idrætsforbund arbejder man på en lang række projekter (f.eks. trailcentre), som skal fremme mulighederne for outdooridræt på en bæredygtig måde. Læs mere her outdoor-projekterne her

Flere nyheder