Nikolai Terteryan udtaget til OL
22-årige Nikolai Terteryan kvalificerede sig til OL i Paris, da han vandt guld i boksning ved European Games i juni. Nu har DIF’s bestyrelse, som er Danmarks Olympiske Komité, udtaget ham officielt til den danske OL-trup frem mod Paris 2024. Det sker på baggrund af hans præstation ved European Games tidligere på året, hvor han på suveræn vis vandt sin vægtklasse.
”Det er skønt, at vi får en dansk bokser med til Paris efter en del års fravær. Ved European Games i Krakow tidligere på året imponerede Nikolai ikke bare mig, men også de udenlandske delegationer med en fantastisk præstation og en sikker guldmedalje. Det var en fornøjelse at være sammen med ham og hans stab, og jeg ser frem til at byde Nikolai velkommen i OL-byen i Paris,” siger Søren Simonsen, der er DIF’s chef de mission for det danske OL-hold i Paris.
At deltage ved OL er noget, de fleste atleter drømmer om, men for Nikolai Terteryan er OL-drømmen noget helt specielt.
”Boksning har betydet utroligt meget for mit liv. Det har lært mig alt, jeg ved om ydmyghed, respekt og disciplin. Lige siden jeg første gang trådte ind i bokselokalet, har det været min drøm at komme med til OL. Og det er ikke kun min drøm, det er min families drøm, og det var også min fars drøm. Det gør det til noget meget specielt for mig,” siger Nikolai Terteryan.
Nikolai har ikke boksningen fra fremmede. Hans far Tigran Terteryan var bokser, og i 1996 tog han med det armenske landshold til Danmark for at deltage ved EM, hvor målet var at kvalificere sig til OL. OL-drømmen glippede, men efter EM søgte han asyl i Danmark for at undgå at aftjene værnepligt og blive sendt i krig. På den måde kom boksning til at spille en afgørende rolle for, at Nikolai Terteryans familie kom til Danmark. Nikolais far døde desværre i 2020, men når Nikolai til sommer deltager ved OL som den første danske bokser siden 2012, finder han stor motivation i sin familie og i at ære sin fars minde.
”Min far var en stor bokser, og han er mit store forbillede. Det er en meget smuk ting, for selvom det også er et pres, så er det et positivt pres. Jeg ved, at det ville have gjort min far både glad og stolt, at jeg skal med til OL. Derfor betyder det også utroligt meget for mig at opnå det. Men arbejdet stopper ikke her. Jeg har slået de fleste af dem, der ligger i toppen på verdensranglisten, og jeg tager til OL med målet om at vinde en medalje for min familie og afdøde far,” siger Nikolai Terteryan.
Også hos Team Danmark er der glæde over igen at have en dansk bokser med på OL-holdet.
”Med sin overbevisende sejr ved European Games har Nikolai Terteryan vist bokseverdenen, at han er en, man skal holde øje med. Han har allerede skrevet historie ved at kvalificere sig til OL som den første danske bokser siden 2012, og sidst en dansk bokser vandt en OL-medalje var Brian Nielsen i 1992, så jeg glæder mig meget til at følge den ambitiøse unge bokser ved legene i Paris,” siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.
Hvis Nikolai Terteryan opfylder sine ambitioner om at nå hele vejen til medaljekampene ved legene i Paris, kan han se frem til at bokse kampene på det legendariske tennisanlæg Roland Garros.
Nikolai Terteryan er den tredje danske atlet, der indtil videre er udtaget til Paris-legene. Læs meget mere om OL og det danske OL-hold på www.ol.dk og følg med på ’Danmark til OL’ på Facebook og Instagram.
Fakta: Nikolai Terteryan
Født: 19. juni 2001 (22 år)
Sportsgren: Boksning, Weltervægt (71 kg)
Klub: Kolding bokseklub
Udvalgte resultater:
Vinder af European Games 2023, Vinder U22-EM i 2022
Har ikke tidligere deltaget ved OL