Affaldsindsamling 2024
Saml affald, og vind en isvogn til hele idrætsforeningen
Sport og affaldsindsamling er en ret god kombination – og hvis I er med, deltager I i konkurrencen om at vinde enten et besøg af en isvogn til 100 personer eller billetter til næste års Sportsgalla.
’Sportsbegivenheder er den mest oplagte anledning til at deltage i en struktureret affaldsindsamling.’ Det sagde næsten 40 % af deltagerne i sidste års affaldsindsamling, og da undersøgelser desuden viser, at områder omkring sportshaller og stadion desværre er nogle af de steder, hvor man især kan finde meget affald, er koblingen mellem idræt og affaldsindsamlingen lige til.
Foreninger vil gerne passe på naturen
Vi ved, at rigtig mange foreninger inden for både indendørs og udendørs idrætter gerne vil være med til at passe på naturen og bidrage mere på det grønne område.
Og uanset om man er en indendørs eller udendørs idræt, er affaldsindsamling en meget synlig, konkret og social måde at vise, at man som forening bidrager til byen eller lokalområdet. Indsamlingen kan fx fungere som opvarmning for hold i løbet af ugen, varetages af forældre, der står på sidelinjen, ske i forbindelse med et stævne eller afvikles som et stort arrangement for hele foreningen.
Konkurrence: Hvilket hold samler mest skrald?
Børn og unge vil især gerne hjælpe med at samle skrald. De kender opgaven fra daginstitutioner og skoler, og de har også købt fuldstændigt ind på præmissen om, at affald ikke hører til i naturen.
Vi vil gerne anerkende det hold eller den forening, der på tværs af hele landet og alle idrætsgrene indsamler mest affald i den uge, hvor Danmarks Naturfrednings affaldsindsamling løber. Og det er selvfølgelig ikke kun børnehold, der kan deltage – alle uanset størrelse og gennemsnitsalder – kan deltage, og forældre eller bedsteforældre er også meget velkomne.
Præmien for mest indsamlet affald er en isbil, og så trækkes der også lod blandt alle deltagende foreninger om billetter til næste års festlige Sportsgalla i Herning.
Sådan deltager I
Det er Danmarks Naturfredningsforening, der står for affaldsindsamlingen, som afvikles i uge 15, dvs. mellem den 8. og 14. april. Det er også dem, der sender jer de materialer, I har brug for, hvis I vil være med i indsamlingen:
- Opret jeres indsamling på Affaldsindsamlingen.dk inden den 2. april 2024. Husk at vælge 'Idrætsforening' som type, når I opretter jer som arrangør af en indsamling.
- Fastlæg en dato og et tidspunkt mellem den 8. og 14. april for jeres indsamling.
- Del budskabet om at deltage med jeres medlemmer – I kan hente tekst- og grafikforslag her, eller I kan bruge de materialer, I kan finde på Affaldsindsamlingens hjemmeside.
Inden indsamlingen modtager I indsamlingsmaterialer fra Danmarks Naturfredningsforening, og herefter er der kun tilbage at:
- gennemføre indsamlingen på det aftalte tidspunkt
- registrere jeres affald på affaldsindsamlingens hjemmeside, så er I med i DIF’s konkurrence om at vinde en isvogn eller billetter til Sportsgalla. Vinderen får besked direkte fra DIF. Affaldet skal være registreret senest den 22. april.
Vigtige datoer
2. april er sidste frist for at tilmelde jeres indsamling, hvis I vil have tilsendt indsamlingspakke fra Danmarks Naturfredningsforening. I kan sagtens tilmelde jer senere, men så skal I selv stå for indsamlingsmaterialer (sække, kaffe m.m.).
8.-14. april er perioden, hvor den landsdækkende affaldsindsamling afvikles, men I må gerne samle ind på andre tidspunkter, hvis det passer jer bedre.
22. april er sidste frist for at registrere jeres indsamlede affald og dermed deltage i DIF’s konkurrence.
'Sportsbegivenheder er den mest oplagte anledning til at deltage i en struktureret affaldsindsamling.' 40 % af deltagerne i Affaldsindsamlingen 2023
Hvad får I ud af at deltage?
Når jeres medlemmer hjælper hinanden med en konkret fælles opgave, som oveni købet har reel betydning for naturen og lokalområdet, gavner det holdånden og fællesskabet. Rigtig mange børnehold oplever, at fælles aktiviteter uden for den normale træning er med til at skabe bedre relationer, og det smitter af på stemningen til træning.
I kan fx indlede eller afslutte affaldsindsamlingen med fællesspisning. Eller måske kombinerer I den med filmeftermiddag i klubhuset, miniturnering eller sportsloppemarked, hvor brugt tøj og rekvisitter kan sælges eller byttes. Eller noget helt fjerde. For uanset hvordan I skruer netop jeres indsamling sammen, er det en mulighed for at skabe en følelse af fællesskab og glæde jer over en fælles indsats.
Ofte er lokale medier meget interesserede i historier om foreninger og børn der samler affald, og DIF og Danmarks Naturfredningsforening vil gøre, hvad de kan, for at viderebringe dem i ugen op til indsamlingen. I kan også selv sende en pressemeddelelse ud, hvor I fortæller, at I deltager. Brug evt. den skabelon, som Danmarks Naturfredningsforening har lagt på affaldsindsamlingens hjemmeside.
Vil I vide mere?
På www.affaldsindsamlingen.dk kan I finde alle relevante informationer om selve indsamlingen. Hvis I har spørgsmål til konkurrencen, er det DIF-konsulent Lasse Lyck, I skal tage fat i, på lly@dif.dk.