DM-ugen

DM-ugen byder på pokalfest i Herning

For andet år i træk bliver kvindernes pokalfinale i fodbold en del af DM-ugen. Finalen afvikles 19. juni på MCH Arena
Johan Lyngholm-Bjerge
8. mar. 2024
For andet år i træk bliver kvindernes pokalfinale i fodbold en del af DM-ugen. Finalen afvikles 19. juni på MCH Arena

Vinderen af kvindernes pokalturnering i fodbold skal igen i år findes under DM-ugen.

Onsdag d. 19. juni åbner MCH Arena i Herning portene til et vaskeægte pokalfinalebrag, der samtidig vil fungere som optakt til den officielle åbning af DM-ugen torsdag d. 20. juni.

Sidste år blev pokalfinalen spillet på Aalborg Portland Park i forbindelse med DM-ugens åbning, og det er dermed andet år i træk, at DIF og DBU samarbejder om at gøre kvindernes pokalfinale i fodbold til en del af Danmarks store sportsfest.

Denne sommer afvikles DM-ugen henover en række intense dage i uge 25, hvor op mod 135 danmarksmestre skal findes fordelt på 40 sportsgrene. Med alt fra landevejscykling til luftsport og nu altså topfodbold.

Det er tv- og streamingtjenesterne Sport Live og Pluto Tv, der har sikret sig rettighederne til finalen i Gjensidige Kvindepokalen, hvortil der også vil være gratis adgang for alle, der vil på stadion.

Sidste år var det FC Nordsjællands kvinder, der løb med pokalen, og igen i år er kvinderne fra Farum med helt fremme i turneringen.

Læs meget mere om DM-ugen her 

 

Flere nyheder