Idrættens Hus 50 år
DIF Museum - afdeling Q i Idrættens Hus
Hvis du fra receptionen i foyeren går til venstre og følger Gunnar Nu Salen vil du ramme Olympia Gangen. Drej til venstre og gå ned af den snoede trappe med det mørkegrå gelænder til venstre for de mange glødepærer. For foden af trappen bliver du mødt af intet mindre end 7 glasmontrer – de fleste af dem er tomme lige nu, men i en enkelt ligger der fem par gamle skøjter. Især det ene sæt kræver nok et trænet øje og en forklaring, før det bliver tydeligt, at de to mørke træstykker engang har siddet på en fod.
Glasdøren foran dig er formentlig låst, for besøg hernede skal altid ske efter aftale. Lyden af ringeklokken ved døren giver genlyd bag den gennemsigtige glasdør.
Det er Per Leon Jørgensen, der åbner for dig. Hvis ikke studentermedhjælper Maila Walmod eller Erik van Acker, der arbejder frivilligt hernede på DIF museum kommer først. For det er her du er endt. På DIF Museum. Selv kalder de jokende stedet for ”Afdeling Q” med slet skjult henvisning til Jussi Adler Olsens bestsellerserie om den støvede afdeling for henlagte sager under politigården. En afdeling kendt af de få – for de få.
Det er nu ikke helt tilfældet med DIF Museum. De fleste ved, at det findes. De færreste ved, hvad det kan og indeholder. I dag får du lidt mere historie om rummene med historie – om idrætshistorien gemt i Idrættens Hus.
Per
Per Leon Jørgensen er sådan en slags levende legende med en hukommelse inddelt i arkivkasser og en endeløs kærlighed til idrætshistorie. Han har været tilknyttet Idrættens Hus i 30 år – og begyndte sin karriere i huset som ekstern teknisk konsulent, men de seneste 16 år har han haft med arkiverne at gøre.
For det er der også i museet: Arkiver og et bibliotek over dansk idræt og dennes historie. I museumsgangen står giner med OL-dragter fra blandt andet 1984 og 1972 og på væggene hænger OL-plakater fra alverdens OL-værtsbyer. Overfor indgangen til biblioteket hænger Bjarne Riis’ gule trøje fra Tour de France som et uskyldsrent minde om en sommer, før epobevistheden ramte. Per viser velvilligt rundt, standser for at fortælle en anekdote og åbner mapper med gamle sort-hvide fotografier af opførelsen af det, vi i dag kender som Idrættens Hus.
Hyldemeter efter hyldemeter står idrætshistorien nedskrevet og fagbøger om alverdens sport slås om pladsen med arkivkasser og en enkelt fodbold, der har fundet vej ind mellem bøgerne på reolen. For idrætshistorie er i høj grad fortalt via effekter frem for de skrevne ord. Derfor gemmer DIF museum på uerstattelige sportslige klenodier med hver deres unikke fortælling.
”Men vi skal ned i kælderen, hvis du vil se dem,” siger Per spørgende. ”Gerne”, svarer jeg og går som en miniputspiller ved siden af sit idol på vej ind på et nationalstadion efter Per, da han rutineret finder vej gennem de lange gange under Idrættens Hus.
Så meget idrætshistorie men intet museum
Det er over 110 år siden, at det første gang kom på tale, at Danmark skulle have et egentligt idrætsmuseum. Idrætshuset i Københavns Idrætspark på Østerbro i København skulle have dannet rammerne om både bibliotek og en lille museumssamling, men 1. Verdenskrig kom i vejen og huset blev i stedet brugt som lazaret og planerne om et idrætshistorisk museum blev henlagt.
Først i 1942 forsøgte DIFs daværende formand Oberst H. Sander under mottoet ”Red, hvad reddes kan” igen at sikre den idrætshistoriske kulturarv med et museum. Ambitionerne var store, men selvom den alsidige idrætsmand og idrætsleder, Charles Witthøft, var primusmotor i forsøget på at skabe en omfattende samling genstande, der skulle udgøre det påtænkte idrætsmuseum, blev heller ikke disse planer til mere end blandt andet en imponerende skitse af, hvorledes et idrætsmuseum kunne se ud.
Siden da er det blevet til flere mindre udstillinger af idrætshistoriske genstande blandt andet på det hedengangne sportsmuseum i Vejle, der i 2003 lukkede, hvorefter de mange historiske genstande blev spredt. Noget blev givet tilbage til de oprindelige givere eller endte ved DIF eller på fjernlager ved nationalmuseet og lokale museer. Noget er formentlig væk for altid, konstaterer Per bedrøvet.
I 2014 blev det besluttet, at der nu var så mange arkivalier og genstande af historisk værdi under Idrættens Hus, at det juridiske fundament skulle bringes i orden. Dermed blev Danmarks Idrætsforbunds Museum stiftet den 28. marts 2014. Museet er ikke et statsanerkendt museum, men der arbejdes efter Slots- og Kulturstyrelsens retningslinjer og museet er medlem af Organisationen Danske Museer.
DIF Museum har tidligere både selv haft udstillinger, men også lånt effekter ud til udstillinger på andre museer og samarbejdspartnere. Blandt andet havde Nationalmuseet i 2004 udstillingen; ”Hurtigere, højere, stærkere” om De Olympiske Lege gennem 3000 år. Forud for OL i London i 2012 havde VIP terminalen ved SAS en mindre udstilling om OL, ligesom det var tilfældet på Frederiksværk Museum i 2016.
I dag er det som sagt mulig at besøge museet efter aftale, ligesom de historiske klenodier fra tid til anden udlånes til tv-produktion, nyheder eller lignende. Men aldrig uden Per Leon Jørgensen har godkendt udlånet.
Idrætshistorie i en bankboks
Rummet lugter lidt som i et sommerhus, der har stået en hel vinter uden besøg. De lysegrå reoler går næsten fra gulv til loft. Og der er højt til loftet. På hylderne står brune nummererede arkivkasser i alle størrelser, gamle pokaler, en fodbold med autografer, Ole Olsens gamle styrthjelm og bamsen Sofus, der var maskot for de danske svømmekvinder i 1948, for blot at nævne nogle få af de tusindvis af effekter, der er opmagasineret i lagerrummet, der tilhører DIF Museum.
Per Leon Jørgensen går målrettet mod værdiboksen i hjørnet af rummet og åbner den. Det er her de genstande med størst idrætshistorisk værdi ligger gemt.
En 127 år gammel diskos løftes ud af skabet. Danske Holger Nielsen kastede med den til det første moderne OL i 1896 i Athen. Han var en af tre danske deltagere ved mesterskabet og vandt ikke i diskoskast. Men han deltog også i sabelfægtning, hvor han blev nummer 2. Samme placering fik han i 30 meter automatpistolskydning og han blev nummer 3 i 25 meter valgfri pistol!
Fra skabet løfter Per Leon også en vase ud. Den er blå med gyldne blade, der strækker sig op mod vasens hals, der er grå. Midt på vasen er fire hvide silhuetter i hver deres cirkel afbilledet og i gang med forskellige sportsgrene. Per drejer vasen mod mit kamera – det er billedet med fægteren, han vil vise mig.
Sèvres vasen er fra OL i 1924 og blev givet som ekstrapræmie til den første kvinde, der vandt OL i fægtning for kvinder. Hun var dansk og hed Ellen Osiier og sølvet gik også til en dansk kvinde, nemlig Grete Heckscher.
”Hvad er den værd?” spørger jeg med ærefrygt i stemmen, da Per løfter vasen op og sætter den tilbage i skabet.
Per smiler.
”Sévres vaser er de fineste franske vaser, man kan få, så lidt er den da værd,” svarer han. Uden helt at svare på mit spørgsmål!
Tiden er kommet til at få Per Leon Jørgensens eget hjertebarn ud i lyset. Han tager fat om den, som var det hans første barnebarn, han forsigtigt løftede op fra en vugge. En olympisk fakkel fra 1952, der i sin storhedstid blev båret 450 kilometer fra Aalborg lufthavn, hvor flammen var fløjet til i en SAS flyver, til København af intet mindre end sammenlagt 650 forskellige danske idrætsfolk. Fra Danmark rejste faklen videre gennem Sverige og Finland for til sidst at ende på det olympiske stadion i Helsinki den 19. juli 1952. Længe før der var tænkt på et Idrættens Hus i Brøndby. Længe før Per Leon Jørgensen, kom til huset og helligede dele af sin tid på at skrive en bog om den olympiske fakkels vej gennem kongeriget. En bog, der selvfølgelig kan lånes på DIF museum.
Faklens håndtag er af lakeret birketræ og selve fakkelskålen er af sølv. Den bærer de olympiske ringe og hele faklen med håndtag måler 60 centimeter. I dens korte karriere sikrede man flammen i den via flydende gas fra en brændstofpatron påsat faklen. Den havde en brændetid på 21 minutter, men i praksis viste det sig, at den kunne holde op til 45 minutter. Faklen var dog altid ledsaget af en mand, der løbende kunne forsyne den med nyt brændstof. Nu ligger den i Pers hænder. Han kigger på den med varme i blikket, inden han forsigtigt placerer den i værdiboksen igen sammen med de andre uerstattelige brikker af Danmarks idrætshistorie.