Sæt kryds i kalenderen: DIF DM-ugen varmer op til OL med kæmpe medaljefest
Så er det nu, du skal sætte et stort fedt kryds i sommerens tætpakkede sportskalender.
Som den perfekte optakt til de Olympiske og Paralympiske Lege i Paris afvikler DIF og Herning Kommune DIF DM-ugen, der samler danmarksmesterskaberne for over 40 sportsgrene. Det bliver med alt fra DM i cykling, hvor danske Tour de France-stjerner skal kæmpe om dannebrogstrikoten, til atletik, beachvolley, cricket, boksning og MEGET mere.
Det hele skydes officielt i gang torsdag d. 20. juni og afsluttes med et brag søndag d. 23. juni, men allerede fra mandag d. 17. juni vil enkelte sportsgrene være i gang med indledende runder. Dermed strækker DIF DM-ugen sig reelt henover hele uge 25 med en massiv tv-eksponering. Sidste års dækning sikrede for nylig DR Sporten ’TV Prisen’ for bedste sportsdækning, ligesom DIF DM-ugen de seneste to år har lagt scene til årets bedste sportsfoto. Der er med andre ord masser af store øjeblikke at glæde sig til.
Bred vifte af eliteidræt
DIF DM-ugen leverer mesterskaber i alle afskygninger og fungerer som et slags mini-OL på dansk jord med deltagelse af godt halvdelen af DIF’s specialforbund.
Det hele afvikles i og omkring Herning midtby, hvor du eksempelvis kan opleve danmarks bedste boksere og vægtløftere i unikke omgivelser foran arresthuset, længdespring midt på torvet foran rådhuset, styrkeløft og skydning på biblioteket og cykelstjerner som Mads Pedersen, Mathias Skjelmose og Emma Norsgaard på opløbsstrækningen ind mod centrum.
I alt forventes over 2.500 atleter samlet til DIF DM-ugen, hvor Herning Torv, Sportscenter Herning og byens stadionområde (ikke at forveklse med MCH Arena) udgør de tre centre courts, hvorfra langt de fleste danmarksmesterskaber vil blive afviklet. Læg dertil Flyvecenter Arnborg og Fuglsang Sø, hvor der vil være mesterskaber i luftsport og vandsport - samt pokalfinalen i fodbold for kvinder.
Medaljer og uventede oplevelser
DIF DM-ugen favner dramatiske mesterskabshistorier og et hav af fascinerende personhistorier. Om ukendte stortalenter med OL-drømme, om den frygtløse speedskater, der hamrer afsted på asfalten med 60 km/timen og den altdominerende beachvolley-spiller, der har vundet DM fem år i træk. Derudover vil et stort ‘kom og prøv’-område gøre det muligt for alle fremmødte at prøve kræfter med en stor del af de idrætter, der er en del af DM-ugen. Det giver garanti for masser af liv og stemning – og mange gode historier!
Praktiske informationer til pressen
- Pressecenter: Centralt i Herning vil der blive lavet et pressecenter, hvorfra man hurtigt kan komme frem til alle mesterskaber. En stor del vil være inden for gåafstand.
- Hotel: Der er reserveret et antal værelser til DIF DM-ugens gæster og presse, men vi anbefaler, at værelser bliver booket før 1. maj, da flere af hotellerne herefter åbner op for andre reservationer. Der er forhandlet en særskilt pris til pressen på Østergaards Hotel. Prisen er kr. 725,- for et enkeltværelse inkl. morgenmad og kr. 925,- for et dobbeltværelse inkl. morgenmad. For at opnå rabatten skal pressen henvende sig direkte til Gitte Kirkegaard fra OrgaNicer på tlf. 9627 2231 eller på mail gk@Organicer.dk.
Ønsker I andre hoteller kan de bookes via dette link: https://booking.organicer.dk/da/organicer/hotel/booking/roombook/
- Akkreditering: Alle pressefolk bedes akkreditere sig via formularen på denne side: https://www.dif.dk/dm-ugen/presse/presseakkreditering senest 1. juni. Akkreditering sikrer dig adgang til alle mesterskaber og du vil modtage pressekit samt løbende og daglige opdateringer om resultater og aktiviteter under DIF DM-ugen.
Kort om DIF DM-ugen
DM-ugen er et stort sport-event, som for tredje år i træk viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt. Bag eventet står DIF - i tæt samarbejde med de mange specialforbund - og værtsbyen Herning. DR er mediepartner på eventet.
DIF DM-ugen 2024 afholder danmarksmesterskaber i følgende sportsgrene:
Atletik
Beachvolleyball
Billard
Boksning
Bordtennis
Bowling
Bueskydning
Cricket
Cykling (inklusive paracykling)
Dart (inklusive paradart)
El-hockey (for paraatleter)
Faldskærm
Flagfootball
Fodbold (pokalfinale for kvinder)
Fodboldgolf
Fridykning
Funktionel Fitness
Goalball (for paraatleter)
Golf
Gymnastik (i disciplinen tumbling)
Hanggliding
Hockey
Kajak
Karting
Krolf
Minigolf
Padel
Paragliding
Petanque
Pickleball
Rally
Rugby
Scoot
Skydning
Speedskating
Styrkeløft
Svæveflyvning
Petanque
Tennis
Vægtløftning
Wakeboard
Vi ses til DM-ugen - læs mere om eventet her: www.dif.dk/dm-ugen