Fra 2 medlemmer i baghaven til 405 medlemmer i Københavns største bokseklub

”Min far på 62 år gik han bort fra den ene dag til den anden. Han har altid arbejdet meget og måske ikke rigtig med noget, han har brændt for. Det var et wakeupcall for mig, fordi det blev klart, at jeg ikke ville ende sådan. I to måneder talte jeg frem og tilbage med min kone om, hvad jeg brænder for, og hun stillede alle de rigtige spørgsmål. Hun foreslog, at jeg tog fat i min gamle boksetræner i Valby Idrætsklub for at finde tilbage til det sted, hvor jeg har tilbragt hele min ungdom fra jeg var 14 til 24 år gammel. Der kom jeg ned og hjalp i et halvt år. Men lysten til selv at stå for noget og gøre det på min egen måde var for stor til at blive”

”Jeg begyndte at træne to elever i min forhave: Min barndomsvens søn på 13 år og hans ven på 12 år. Jeg købte nogle sandsække og lidt udstyr hen over sommeren, og så mødtes vi i haven og i parker. Men det gik lynhurtigt fra to drenge til ti, og så sagde min kone ”Nu er det nok – I ødelægger græsset og haven. I må finde en anden løsning”! Og så var det faktisk en af de unge knægte, der foreslog, at jeg åbnede min egen klub. Og sådan det blev det.”

At skabe en klub i et inferno af paradokser

”Det var en kæmpe udfordring: Du kan ikke starte en forening op, hvis du ikke har en bank, og bankerne ville ikke røre foreningerne med en ildtank. Det var så fjollet. Jeg blev afvist mange steder. Men så havde jeg et to timer langt møde med Dansk Bank, som sagde; ”Du lyder til at være en ærlig mand!” Endelig fik jeg en foreningskonto. Det var bare første udfordring af mange. Af rigtig mange.”

”At få et lokale var også en udfordring. Jeg spurgte Københavns Kommune, der så spurgte; ”Hvor mange medlemmer har du?” –”Jeg har ikke nogen endnu,” sagde jeg. –”Så får du ikke et lokale,” lød svaret! Total paradoks: Jeg skulle have et lokale for at få medlemmer. Men kunne ikke få medlemmer, før jeg havde et lokale, de kunne træne i! Løsningen blev, at jeg lånte en gammel garage, hvor der engang havde stået busser. Der var olie på gulvene og hamrende beskidt. Sammen med barndomsvenner, min kone og mine børn knoklede vi nærmest hver dag i to måneder efter arbejde. Min yngste lå og sov på nogle paller imens!”

”Jeg har smidt omkring 150.000 kroner af egen lomme i klubben det første år. Medlemstallene registreres først i december, så på Københavns Kommunes papirer var vi indtil december 2021 jo bare en klub uden medlemmer, og det fik vi ikke støtte til.  Og alt kostede mange penge: Bare en handske koster 1000 kroner. Handsker til 20 drenge – 20.000 kroner!”

Medlemmer uden et sted at træne

"Da vi åbnede den 6. maj 2021, dukkede der 20 mennesker op til første åbne træning. Og så eksploderede det: fra den ene uge til den anden kom der flere og flere. På en måned nåede vi 100 medlemmer.”

”Efter halvandet år havde vi 237 mennesker tilknyttet vores klub i garagen. Desværre skulle bygningerne rives ned, så vi blev hjemløse. Jeg ledte som gal for at finde et lokale i Københavns Kommune, men der er ikke ret mange. Vi fik lov til at komme ind i hallen på Kofoeds Skole, men der var kun to ledige tider til os på en hel uge. Alle andre var bookede. Vi mistede 100 medlemmer på ingen tid. Jeg blev så stædig, at jeg satte mig ned i hallen fra klokken 8 til 21 og noterede, hvem der brugte den og lavede et skema, og så gik jeg til kommunen og viste dem, hvor ledigt hallen reelt var. På den måde fik vi flere og flere tider. Til sidst havde vi otte forskellige tider. I dag er det Amager Boxing Club, der har 80 procent tiderne i hallen.”

”Indenfor en måned fik vi sat 12 sandsække op, som kunne trækkes til side. Vi fik to bokseringe, der kunne trækkes sammen og til side på 10 minutter, fordi intet måtte blive stående ude i hallen, sagde kommunen. Vi har bare været kreative. Vi søgte inspiration og fik hjælp af en arkitekt. I dag har vi fået en fast ring i et andet rum og er oppe på 15 sandsække."

Over 400 medlemmer i alle aldre

”Vi har kun eksisteret i tre år og ved seneste opgørelse blev det klart, at 26 pct. af alle registrerede boksere i Københavns Kommune træner hos os. Ud af 10 bokseklubber. Vi er nu 405 medlemmer.”

”Vi omfavner bredt: Der er diversitet: Kvinder og mænd. Unge og gamle: Fra 10-årige til den ældste på 62 år. Der er ikke fokus på alder, køn, de sociale økonomiske lag. Alle er lige, når de træder ind ad døren, og vi har en regel om, at alle efter træningen går rundt og giver hinanden hånden og siger ”Tak for træningen”. Når du anerkendes på den måde af dine medmennesker, har du også ekstra lyst til at give dig 100 procent. Det gør mig så stolt.”

”Jeg har en fantastisk kone. Et fantastisk bagland. Hvis ikke jeg havde haft det, så ville jeg ikke kunne have gjort det. Når jeg var ved at falde, så var de der til at gribe mig. Jeg er gået glip af fødselsdage, barnedåb og andre mærkedage, fordi der var noget i klubben, der skulle ordnes. Og de har støttet mig. De er min drivkraft sammen med medlemmer. De giver mig den energi, jeg har brug for.”

Drømmen om et kampsportcenter

”At se medlemmerne blomstre uden for bokseringen, det er succes for mig. Det betyder meget mere end guldmedaljer.”

”Jeg tror ikke rigtig, det er gået op for mig endnu. Hvis jeg føler mig for stolt af det vi har opnået, er jeg bange for at blive dvask. Så jeg vil gerne blive ved. Så længe ilden inde i mig er der, vil jeg gerne blive ved at hælde benzin på og se hvad jeg kan drive det til.”

”Mit mål er at skabe en klub, der kan køre af sig selv. Lige nu mangler vi for eksempel trænere. Og har et stævne, der skal færdiggøres, hvor vi mangler frivillige. Jeg arbejder nogle gange 60 timer om ugen for klubben. En del af det er administrativt hjemmefra, men jeg er rigtig mange timer i klubben og det er fanneme svært. Man skal virkelig brænde for det og ville det. Men bestyrelsen har virkelig også taget opgaven på sig: Jeg skal mig selv på huske, at klubben ikke kun er mit hjertebarn – det er vores alles.

”På sigt vil jeg gerne have et kampsportscenter på Amager. Så til man til sidst slet ikke kan overse os og klubben og vi virkelig kan udrette store ting. Det er næste projekt, tror jeg.”