BMX'eren Malene Kejlstrup udtaget til OL i Paris
Malene Kejlstrup, der er udtaget til OL af DIF på baggrund af en indstilling fra Danmarks Cykle Union, har præsteret flot, siden hun brød igennem for et par år siden. I 2022 blev hun både europa- og verdensmester i U23-rækken, og i 2023 sikrede hun sig en EM-sølvmedalje. Hendes imponerende præstationer, energi og dedikation har ført til denne velfortjente udtagelse.
” Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle til OL, og nu står jeg her som 22-årig og skal afsted. Det føles helt vildt. Selvom jeg skal alene afsted, så kender jeg jo alle mine modstandere rigtig godt, så jeg vil prøve at gå ind til det her, som var det et hvilket som helst løb og give den fuld gas. Jeg glæder mig så meget til at være en del af det hele, og jeg er sikker på, at jeg får en kæmpe oplevelse,” siger Malene Kejlstrup.
Søren Simonsen, DIF’s Chef de Mission for det danske OL-hold i Paris, ser frem til at se Malene i aktion:
”BMX er en spændende og dramatisk disciplin, hvor vi har haft dansk deltagelse hver gang, siden BMX kom på OL-programmet i 2008. Jeg er meget tilfreds med, at vi også har dansk repræsentation ved Paris-legene, og jeg glæder mig over at kunne byde Malene velkommen på holdet. Det bliver spændende at følge hende på banen.”
Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, roser Malene for hendes dedikation og talent:
”Malene har vist et stort potentiale på banen. Hun er frygtløs og nærmest utrættelig, og vi er meget stolte af at have hende med på OL-holdet. Jeg ser frem til at følge hendes OL-debut i Paris.”
Læs meget mere om OL og det danske OL-hold på www.ol.dk og følg med på ’Danmark til OL’ på Facebook og Instagram. Billeder kan downloades via adressen www.ol.dk/billeder.
Fakta om Malene Kejlstrup
Født: 6. juni 2002
Sportsgren: Cykling
Disciplin: BMX
Klub: Randers BMX
Tidligere OL-deltagelser: Debutant
Udvalgte resultater: Europa- og verdensmester i U23-rækken 2022, EM-sølv 2023.