Vægtløftning til DM-ugen

Tidligere rivaler kæmper sammen for DM-guldet

Vægtløfteren Line Gude ved sidste års DM-uge. Foto: Michael Bo Rasmussen
To klubkammerater fra Aarhus Athlet Klub er gået fra at være rivaler til at blive bedste veninder. Søndag skal de i aktion sammen til holdkonkurrencen i vægtløftning ved DM-ugen i Herning.
Malte Storm Madsen
21. jun. 2024
To klubkammerater fra Aarhus Athlet Klub er gået fra at være rivaler til at blive bedste veninder. Søndag skal de i aktion sammen til holdkonkurrencen i vægtløftning ved DM-ugen i Herning.

Hvis man for fem år siden trådte ind i hallerne i Aarhus Athlet Klub, ville man blive vidne til en intens rivalisering mellem to af Danmarks mest lovende vægtløftere. For de to vægtløftere Line Gud og Laura Tolstrup var det nemlig altid en kamp - ikke kun mod vægtene, men også mod hinanden.

- Inderst inde ville vi begge altid vinde, selvom vi var klubkammerater. Vi var i samme vægtklasse, så vi var altid i direkte konkurrence til stævner. Derudover kæmpede vi også om de samme pladser internationalt, udtaler Laura Tolstrup.

På søndag dyster Danmarks seks bedste klubber for kvinder og mænd om at blive danmarksmestre i vægtløftning foran arresten i Herning. Og her tørner de to tidligere modstandere ud sammen for Aarhus Athlet Klub.

"Hvis der er en vægt, som Laura kan løfte, så skal jeg også gøre det." Line Gude, vægtløfter i Aarhus Athlet Klub

EM-kvalifikation blev vendepunktet

Da de to bomstærke kvinder i 2019 begge kvalificerede sig til EM, var det en kæmpe forløsning. Det var noget, de havde kæmpet for længe, og det gik op for dem, at de kunne styrke hinanden gennem deres rivalisering:

- Vi er blevet ekstremt gode til at presse hinanden på en positiv måde. Hvis der er en vægt, som Laura kan løfte, så skal jeg også gøre det. Så nu går vi efter guldet sammen i Herning, udtaler den tidligere EM-sølvvinder Line Gude og fortsætter:

- Vi er også blevet helt vildt gode veninder udenfor vægtløftningsarenaen. Folk tror nærmest, vi er én person, når vi er til stævner, afslutter vægtløfterne med et smil.

Konkurrencen til vægtløftning afvikles i fire runder for de seks hold. Hvert hold har fire løftere, og i runde 1 løfter alle holdenes første løfter, i runde 2 løfter alle holdenes anden løfter, i runde 3 løfter kvindeholdenes tredje og fjerde løfter, og i runde 4 løfter herrerholdenes tredje og fjerde løfter. Efter runde 3 kan vinderne for DM Hold for kvinder kåres, og efter runde 4 kan vinderne for DM Hold for herrer kåres.

Søndag kan du opleve finalen for kvinder klokken 14-16 og for mænd klokken 17:15-19:15 foran arresten i Herning.

 Laura Tolstrup vandt tidligere i år bronze ved EM i Bulgarien. Foto: Dansk Vægtløftnings-Forbund 

Om DIF DM-ugen:

  • 20.-23. juni i Herning – med tyvstart af enkelte sportsgrene allerede fra mandag d. 17. juni samt kvindernes pokalfinale i fodbold på MCH Arena onsdag d. 19. juni.
  • Tre centre courts spredt udover Herning samt enkelte andre venues
  • Alle mesterskaber er GRATIS at overvære  
  •  40 sportsgrene
  • Cirka 140 nye danmarksmestre skal findes
  • Cirka 3.000 atleter og officials
  • To 'kom-og-prøv-parker' i byen, hvor alle kan prøve kræfter med en lang række forskellige sportsgrene.
  • Atleter fra hele landet
  • DR er mediepartner på eventet og dækker det tungt på flere kanaler
  • Bag eventet står DIF - i samarbejde med specialforbundene - og værtsbyen Herning.

 

Flere nyheder