Sportsgren: Atletik (1.500 meter)
Klassifikation: T46
Alder: 30 år
Handicap: Beskadigede nerver i højre skulder, som giver nedsat bevægelighed i armen
By: Bonn, Tyskland
Klub: Sparta Atletik & Løb
Udvalgte resultater: 7. plads ved PL i Tokyo 2021, 7. plads ved VM i Paris i 2023, verdensrekordholder på halvmaraton siden 2022 med tiden 1:09.33.
Tidligere PL-deltagelse: Tokyo 2021
1.500 meter-løber er udtaget til PL i Paris
Christian Lykkeby Olsen skal for anden gang med Danmark til de Paralympiske Lege, og ligesom for tre år siden i Tokyo er det på 1.500 meter-distancen, han skal forsøge at gøre sig gældende.
- Det er en rigtig stor ting for mig at skulle til PL igen. Ligesom med gode film er opfølgeren nogle gange lidt sværere end 1’eren, og det har virkelig været en hård rejse at kvalificere mig. Jeg er lettet og stolt over, at det er lykkedes, og nu er næste mål at forbedre min personlige rekord i Paris, siger Christian Lykkeby Olsen.
Siden legene i Tokyo er han blevet ansat som Impact Manager i den Internationale Paralympiske Komité (IPC) der bl.a. arrangerer de Paralympiske Lege. Det tilfører ekstra betydning til den kommende deltagelse i Paris.
- At arbejde i IPC øger virkelig ærefrygten og fornemmelsen af, hvor stort det hele er – selvfølgelig for mig personligt, men også hvor stor impact legene har og potentielt kan få for millioner af mennesker over hele verden. Det er vanvittigt spændende at være med til, siger Christian Lykkeby Olsen.
Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen er glad for, at det er blevet muligt at sende den dygtige løber til Paris.
- Christian Lykkeby Olsen har igennem flere sæsoner leveret stabile topresultater ved de største mesterskaber i para-atletikken, og samtidig er han blevet optaget personligt og professionelt af at præge og udvikle parasporten. Jeg glæder mig til at se, hvad han kan opnå i Paris, siger Michael Møllgaard Nielsen.
Danmarks paralympiske chef de mission, Nicklas Bjaaland fra DIF, ser frem til at have Christian Lykkeby Olsen med på PL-holdet igen.
- Christian er den tredje atletikudøver, vi udtager til PL i Paris, og han bidrager med sin rolige natur og professionalisme rigtigt godt til hele det danske hold. Jeg er meget glad for at have ham med i truppen igen, siger Nicklas Bjaaland.
Christian Lykkeby Olsen skal løbe sin 1.500 meter-konkurrence i Paris lørdag den 31. august. Frem mod PL tager han orlov fra sit arbejde for at fokusere på de sportslige forberedelser hjemme i København og med Sparta.
Fakta om Christian Lykkeby Olsen
Fakta om De Paralympiske Lege i Paris
PL i Paris indledes den 28. august 2024 på Champs-Élysées og Place de la Concorde og afsluttes 12 dage senere den 8. september. Der forventes deltagelse af 4.400 para-atleter fra 184 paralympiske komitéer, der skal konkurrere om 549 medaljesæt i 23 sportsgrene.
Den danske PL-trup forventes at tælle ca. 30 atleter i ni sportsgrene. Med udtagelsen af Christian Lykkeby Olsen er 24 danske atleter nu klar til legene i Paris.
Læs mere om det danske hold på hjemmesiden paralympiskelege.dk og sociale medier @danmarktilpl
DIF har det operationelle ansvar for de danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark. Parasport Danmark er som national paralympisk komité ansvarlig for at kvalificere og udtage det danske PL-hold.