”Klubben er blevet mit andet hjem”

Jeg var omkring 15 år, da jeg første gang var nede i Fanø Boldklub for at se min ven spille. Jeg blev ret hurtigt holdleder for hans hold. Og så gik det stærkt: De andre trænere opdagede nemlig, at jeg var god til det administrative, så jeg blev holdleder for tre hold på frivillig basis. Det var så rart.

Da jeg blev 18 år, gik jeg ned på kommunen og spurgte, hvad jeg kunne arbejde med. De sendte mig igennem alverdens arbejdsprøvninger og lignende gennem tre år. Men så gav de mig endelig lov til at få et fleksjob. Jeg vidste godt, hvor jeg allerhelst ville hen: Fanø Boldklub. Så jeg skrev en uopfordret ansøgning til klubben, der på det tidspunkt aldrig tidligere i klubbens 115 år havde haft lønnede medarbejdere.

Heldigvis var klubbens bestyrelse meget positive over for ideen, og så fik de det strikket sammen til en 10 timers flexstilling. Og tænk engang: Den 15. oktober i år kan jeg fejre 10 års jubilæum.

Jeg tager mig af alle mulige ting i klubben nu – jeg er kampfordeler, kontingentopkræver og holdleder for 1. holdet blandt andet. Og så er jeg jo så ansat som servicemedarbejder i 10 timer om ugen.

Igennem årene er klubben jo blevet en rigtig stor del af mit liv. Jeg føler, at det er mit ansvar, hvis der er noget der ikke fungerer.

Jeg sætter en ret stor ære i at byde folk velkomne, så de føler sig godt taget imod og får lyst til at komme igen. Jeg sørger for, at der altid er kaffe på kanden, og alle, der vil have en kop, får det. Gratis. Det bliver folk helt overraskede over! Alle føler sig velkomne – det er jeg stolt af at bidrage til.

En gang i mellem så drister jeg mig til indendørs træning om vinteren, men jeg bliver bare aldrig en god fodboldspiller, fordi mine ben og min hjerne ikke snakker ordentligt sammen. Men det hænger heldigvis ikke sammen med at være en god frivillig.

En gang i mellem så drister jeg mig til indendørs træning om vinteren, men jeg bliver bare aldrig en god fodboldspiller, fordi mine ben og min hjerne ikke snakker ordentlig sammen. Men det hænger heldigvis ikke sammen med at være en god frivillig.

Min grundlæggende tilgang i alt, hvad jeg foretager mig, er jo, at hvis man bare kunne gøre op med alle fordommene og se mennesket frem for menneskets udfordringer. Så ville det løse en hel del. Jeg ser ikke mig selv som værende der, hvor jeg er på grund af mit handicap - jeg er, hvor jeg er, på trods af mit handicap.

Min opfordring til andre klubber og foreninger er, at give dem, der gerne vil chancen. Hvis de et øjeblik gider at sætte sig ned og se ud over handicappet, så vil de opdage, at der tit er rigtig mange fantastiske mennesker gemt bag handicappet. I min verden er det jo faktisk bare at møde mennesket, der hvor mennesket er.

Da jeg skulle vælge uddannelse og gerne ville arbejde med børn, fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke, fordi børnene ville blive bange for mig, fordi jeg var anderledes. At de ikke ville kunne forstå mig. Det har jeg jo opdaget ikke er tilfældet nede i boldklubben. Tværtimod.  

Fanø Boldklub betyder enormt meget. Det er giver mig meningsfuldhed. Når man kan bidrage til, at så mange unger kan deltage i en god fritidsaktivitet, der fungerer og er veldrevet, bidrager til at de trives. Så betyder det alt. Klubben er jo gået hen og blevet mit andet hjem.

Men når det er sagt, bilder jeg mig ikke ind, at jeg er uundværlig. Jeg går tværtimod meget op i, at klubben skal kunne klare sig uden mig. Og jeg uden den… Men det ville være svært at undvære dem. Det indrømmer jeg.

Jeg er der seks dage om ugen i sæsonen – ikke for altid at arbejde, men fordi jeg gerne giver en hånd med, og fordi jeg nyder at være en del af fællesskabet og klubånden også på de dage, hvor jeg bare er der.