Børn og unge
Støtte til skærmfrie projekter
Pengene kommer fra Sydbank Fonden, der har doneret 1,2 millioner til formålet. Som et led i at forbedre børn og unges trivsel, har de nemlig stiftet ’Mindre skærmtid ’-puljen, der skal støtte initiativer, som kan bringe børn og unge tættere på hinanden gennem aktiviteter, hvor mobilen, tabletten og computeren ikke indgår. Skærmtiden er stigende hos de unge, og det kan ifølge Sundhedsstyrelsen og Børns Vilkår have negative konsekvenser for deres mentale sundhed og trivsel.
Vi glæder os til at se, hvad forenings- og kulturlivet finder på, Jess Olsen, formand for Sydbank Fonden
Socialt samvær og fysisk aktivitet
Projektet man søger midler til, skal have til formål at skabe socialt samvær og nye fællesskaber for børn med deres venner og familie. Det må også gerne inkludere fysisk aktivitet.
- Der kan være tale om alt fra udendørs leg, kreativ udfoldelse, fysiske rum eller noget helt fjerde. Det centrale er, at det skaber et positivt alternativ til skærmene og bringer børn og unge mennesker sammen på nye måder – eller udvikler allerede eksisterende tilbud, siger Jess Olsen, formand for Sydbank Fonden.
Ansøgningsfrist 30. september
Fristen for at søge om at få del i støttemidlerne til skærmfrie initiativer er den 30. september.