Idrættens Sociale Pris
Det siger de tre nominerede
Erik Haumann, sekretariatsleder i BROEN DANMARK
”Det er dejligt at være nomineret til denne pris. Det er et kæmpe skulderklap til vores frivillige i vores 35 lokalforeninger, der gør en kæmpe forskel hver dag. Det er deres hjerteblod.”
”Vi giver de frivillige et ejerskab i deres lokalforening. Det er ikke os her i sekretariatet, der gør forskellen. Det er vores frivillige, der gør en forskel. De har ejerskabet, og de varetager også samarbejdet lokalt med kommuner og sagsbehandlere. Giv de frivillige ejerskab – det er med til at gøre indsatser som vores rigtig stærk”.
Gert Jørgensen, frivillig BAT60+
”Jeg er vildt stolt og glad. Det har vist sig, at når folk ikke kan noget af alt det andet – squash, tennis, badminton – så kan de stadig spille bordtennis".
"I bordtennis kan du snakke over bordet, mens du spiller. Det er så fantastisk – det bidrager socialt og er med til at styrke vores fællesskab. Jeg blev frivillig på et aktivitetscenter, og der var et bord. Nu er vi aktive mange steder – og det giver så meget. Også til mig”.
Claus Dall, bestyrelsesformand for Haderslev Fodboldklub
”Det er dejligt, at man bliver påskønnet for det arbejde, man laver. Vi har lavet en strategi for det her, så det er ikke tilfældige indsatser. Vi snakker meget om, hvilken klub vi skal være – det sociale ansvar er enormt vigtigt for os, det er en del af vores DNA”.
"Det er vigtigt for os, at vi deler vores fællesskab med andre. Der er brug for alle og plads til alle".