”Vi må bare konstatere, at der ikke længere blandes bananskræller sammen med pantflasker. Det er dejligt. Derudover ser det ud til, at vi får mere pant ind end tidligere.”
Ordene kommer fra bestyrelsesmedlem i Aalborg Tennisklub Mads Brix. Siden Aalborg Tennisklub i foråret tilmeldte sig DIF og Dansk Retursystems pantkoncept, Join2Recycle, har der været god og systematisk indsamling af pantflasker i og omkring tennisanlægget i Aalborg. Join2Recycle er et plug and play-koncept, som hjælper foreninger med at få sorteret flasker og dåser fra andet affald, så de kan pantes og genanvendes.
”Vi har i sommersæsonen haft fem-seks bokse stående rundt omkring på tennisanlægget, og folk bruger dem rigtig meget. Vi har samlet pant ind før, men savnet lidt en overskuelig måde at gøre det på. Det her er så simpelt og effektivt, at man skulle tro det var løgn, men det virker,” siger Mads Brix med et lille grin.
Rent praktisk foregår Join2Recycle sådan, at foreningen tilmelder sig ordningen på pant.dk/DIF. Herefter får klubben tilsendt gratis pantbokse, plakater og andet grafisk materiale, som synliggør, hvordan panten sorteres fra andet affald og ikke mindst, hvilket formål fortjenesten fra panten skal støtte.
”Lige nu har vi ikke meldt et præcist formål ud, som pengene fra pantindsamlingen går til. Det gør vi nok på et tidspunkt. Lige nu går pengene til den samlede klubkasse i Aalborg Tennisklub,” siger Mads Brix.
Penge til hestetrailer
I Tankefuld Rideklub i Svendborg fungerer Join2Recycle-konceptet også efter hensigten. Her anslår klubbens formand Vivi Dreyer Rindebæk, at der over de seneste måneder er samlet pantflasker ind for godt 5.000 kroner. Penge, som i den grad godt kan bruges i rideklubben.
”Jeg har faktisk lige tømt de to bokse, vi har stående i ridehallen. Det gør jeg løbende. Folk bruger, pantboksene, som de skal, og det er en god måde at samle lidt ekstra korner ind til klubben. Lige nu går pengene til indkøb til en hestetrailer,” siger Vivi Dreyer Rindebæk
En gode lang ridetur fra Tankefuld Rideklub i Svendborg finder vi Theis Andersen Samsig, som er formand for Fægtekluben Trekanten i København. Også her fungerer pantboksene fra Join2Recycle efter hensigten.
”Vi har lidt kiosksalg i klubben, og derfor fungerer det godt, at vi nu klart og tydeligt har markeret, hvor man kan aflevere sin pant. Vi har ikke så meget plads i vores træningslokale, men vi har to bokse stående, og de bliver brugt flittigt. Der bliver samlet fint ind til træning, og når vi holder stævner og events batter pantindsamlingen for alvor noget,” siger Theis Andersen Samsig.
DIF og Dansk Retursystem har netop åbnet op igen på for, at man som forening kan tilmelde sig Join2Recycle med DIF.