Unges uddannelse flytter til håndboldarena
I Silkeborg prøver man noget nyt. En gruppe elever fra FGU Midtjylland (Forberedende Grunduddannelse) skal ikke længere møde på Granhøjvej til undervisning i FGU’s lokaler – i stedet rykker de ud i Jysk Arena, hvor undervisningen kommer til at fungere på en helt ny måde. Her er sport og idræt omdrejningspunktet for de unges aktiviteter, og det motiverer.
”Det er rigtig fedt indtil videre, vi er et lille hold på ni elever. Vi hjælper nede på Jysk Arena, og det er fedt at komme lidt ud og lave noget i timerne i stedet for at sidde og kede sig. Det betyder meget for mig at komme ud og bevæge sig lidt,” siger Said Mohammed Hiji, som er en af eleverne i Jysk Arena.
Han har sammen med sine otte klassekammerater været en del af det nye FGU-forløb siden begyndelsen af oktober.
En vej til job og uddannelse
Den særlige indsats for FGU-eleverne går under navnet Sportucation. Sportucation er en del af et stort initiativ kaldet Startblokken, der har til formål at hjælpe unge uden job og uddannelse godt videre i livet. Bag Startblokken står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden.
”Vi har omkring 65.000 unge mellem 15 og 29 år, der står uden uddannelse og job i Danmark. Det vil vi gerne være med til at forebygge ved at bringe FGU hen i en ny arena, hvor læring foregår på en anden måde – og hvor adgangen til erhvervslivet er god,” siger projektleder Jon Nedergaard fra Sportucation, Startblokken i DIF.
Sportucation har til formål at hjælpe FGU-elever videre på deres vej mod arbejde eller en ungdomsuddannelse med udgangspunkt i de særlige fællesskaber, som sportens verden formår at skabe. Initiativet er støttet af Bikubenfonden.
”Det er et helt nyt greb, at Sportucation, som en del af Startblokken, løfter uddannelsen helt ind i sportsklubben. Det bliver især spændende at følge, hvordan FGU Midtjylland og Silkeborg-Voel aktiverer deres erhvervsnetværk sammen med de unge for at skabe positive livsbaneskift. Når ansvarlige aktører slår sig sammen på den måde, som de gør i Sportucation, løfter det barren for, hvordan vi i fællesskab kan gribe de unge på nye måder. Det mindset er jeg stolt af at bidrage til,” siger socialchef Jakob Schjørring fra Bikubenfonden.
Væk fra stolen – ud på banen
Det er første gang Sportucation skaber et FGU-koncept, hvor både undervisning i boglige fag og den praktiske del foregår i en helt ny ramme. Håbet er, at Jysk Arena giver eleverne en ny måde at være sammen på, lære på og arbejde sammen på.
”Alternative rammer kan være vejen for nogle unge, og sporten tiltrækker meget opmærksomhed, som vi gerne vil bruge til unges motivation og læring frem mod job og uddannelse. De unge i Sportucation vil opleve at skulle være noget for nogen. Det glæder mig også, at vi gennem sponsornetværket kommer tættere på virksomhederne,” siger direktør Sten Jensen Muff fra FGU Midtjylland.
Sideløbende med den mere traditionelle undervisning, der foregår i Jysk Arena med en underviser fra FGU, vil de unge afprøve forskellige kompetencer i klubben, hvor de hjælper med at afvikle kampe og udfører forskellige jobs.
Sportens verden kan noget særligt, når det kommer til at skabe stærke fællesskaber. Og klubber som Silkeborg-Voel har en tæt kontakt til erhvervslivet gennem både etablerede netværk og sponsorater. Det er ressourcer, som kan komme de unge til gode.
”Vi ser det som et fælles ansvar at hjælpe unge mennesker godt på vej, og vi har en helt særlig platform til dette. Det ville være skørt ikke at få den sat i spil. Vi vil gerne være med til at gøre en forskel – også uden for banen,” siger direktør Jakob Andersen fra Silkeborg-Voel.
Med indsatsen i Silkeborg håber alle parter i Sportucation at være med til at skubbe til en udvikling og skabe en ny norm for, hvordan man arbejder med unge mennesker i uddannelsessystemet.
FAKTA:
Om Startblokken
- Startblokken er et initiativ, der arbejder for at skabe fællesskaber for unge, der står uden job og uddannelse. Det sker via brede partnerskaber mellem sportsklubber, kommuner, erhvervsliv og fonde.
- Danmarks Idrætsforbund står bag initiativet.
- Målet med Startblokken er at hjælpe de unge ind på en god livsbane, der fører til job eller uddannelse. Konkret sker det gennem deltagelse i et særligt tilrettelagt forløb, der foregår i en af landets professionelle fodboldklubber. Startblokken findes på nuværende tidspunkt i Lyngby, København, Viborg og Aalborg.
- Startblokken er støttet af Grundfos Fonden med 25 millioner kroner. Det Obelske Familiefond med 6 millioner kroner og Spar Nord Fonden med 4,4 millioner kroner.
Læs mere på www.startblokken.dk
Om Sportucation
- Sportucation er en del af Startblokken med fokus på FGU-elever. Sportucation har på nuværende tidspunkt indsatser i Vejle og Silkeborg og samarbejder tæt med FGU-skolerne om forløbene for de unge.
- FGU-indsatserne via Sportucation er støttet af Bikubenfonden med 10 millioner kroner.
Læs mere om Sportucation via www.startblokken.dk
Om FGU Midtjylland
FGU er en forkortelse af Forberedende Grunduddannelse og er en uddannelse med almene fag, undervisning på værksteder og i praktik. FGU er for elever under 25 år, der ikke har ikke gennemført en ungdomsuddannelse, mangler fag og karakterer eller er i tvivl om valg af uddannelse.
FGU Midtjylland har skoler i henholdsvis Viborg og Silkeborg og har mange års erfaring med unge, der har brug for at ruste sig, inden de kan starte på uddannelse eller job.
Om Silkeborg-Voel
Silkeborg-Voel KFUM er en håndboldklub fra Silkeborg og Voel. Klubben spiller sine hjemmekampe i Voelhallen i Voel og i Jysk Arena i Silkeborg.
Klubben fokuserer på fællesskab, udvikling af mennesker og udvikling af relationer – og ser det som en klubbåren opgave at gøre en forskel for samfundet. Silkeborg-Voel er skabt igennem 61 års hårdt frivilligt arbejde, virkelyst og ambition om, at landsbyen Voel og klubben kan lykkedes med både trivsel, elite og bredde.
Om Bikubenfonden
Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, der arbejder med at katalysere systemiske forandringer for at nyskabe muligheder for unge på kanten af samfundet og for aktuel scene- og billedkunst.