Også DGI’s formand, Charlotte Bach er begejstret for fremgangen:
”Den nye medlemsrekord er en fantastisk nyhed, der understreger, at lokale foreninger på landet og i byen gør en stor og positiv forskel for både det enkelte medlem og for fællesskabet. Samtidig bliver vi flere frivillige, der sikrer udvikling til glæde for børn, unge og voksne. Vi står desuden på skuldrene af 10 år med Bevæg dig for livet, hvor vi har sat gang i et væld af nye tiltag og aktiviteter, der bl.a. har givet mulighed for at udvikle idrætsforeningerne, der klarer sig rigtig godt,” siger Charlotte Bach Thomassen.
Det er ikke kun formanden for de to store idrætsorganisationer, der glæder sig over fremgangen. Det samme gør Danmarks kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
”Det er imponerende, at idrætsforeningerne og de mange dedikerede frivillige igen og igen formår at få danskerne ud og dyrke idræt. Det er gode nyheder, for det sundt for krop og sjæl at dyrke idræt og blive en del af et fællesskab i den lokale forening. Men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Regeringen vil fortsætte arbejdet med at fjerne unødigt bureaukrati og gøre det lettere at være forening. Derfor ser jeg meget frem til at modtage anbefalingerne fra det partnerskab, regeringen nedsatte i august.”
10 år med Bevæg dig for livet og 250.364 flere medlemmer
2024 markerede tiåret for DIF og DGI’s fælles vision, Bevæg dig for livet. Visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation, og den er også indskrevet i regeringsgrundlaget.
Siden visionsarbejdet med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden blev igangsat i 2015, er de to organisationers samlede medlemstal vokset med 250.364 medlemmer.
Det er ikke muligt præcist at sætte tal på, hvor meget af medlemsfremgangen der direkte kan tilskrives visionsarbejdet, men DIF og DGI glæder sig over de store fremskridt i forhold til både medlemstilgang og udvikling af idrætsforeningerne.
"På begge organisationers vegne vil jeg gerne i forbindelse med offentliggørelsen af de gode medlemstal takke Nordea-fonden og TrygFonden mange gange for samarbejdet om vores fælles visionen og udviklingen af idrætsforeningerne," siger Charlotte Bach Thomassen.
Efter 10 år med fondsstøtte lever Bevæg dig for livet nu planmæssigt videre, og flere af koncepterne og samarbejderne fortsætter i forbund, landsdelsforeninger, kommuner og foreninger.
Der er udarbejdet en ekstern evaluering om læringerne fra Bevæg dig for livet, og resultaterne fra denne evaluering bliver præsenteret på Idrætsmødet i Aalborg den 28.-30. april.