Ansættelser

Som en del af Fremtidens Idræt for Børn og Unge vil DIF styrke foreningslivet ved at ansætte 30 lokale børne- og ungeansvarlige på tværs af landet. Disse børne- og ungeansvarlige vil blive tilknyttet på tværs af lokale foreninger, så flere foreninger i et givet lokalområde får gavn af denne ressource, og der tænkes i synergier og samarbejde i arbejdet med børn og unge. 

Generel information: 

  • Der skal i perioden 2023-2025 ansættes 30 børne- og ungeansvarlige på tværs af minimum 70 spydspidsforeninger – på tværs af landet.   
  • De børne- og ungeansvarlige ansættes i minimum to år. Der er i projektet sikret to år med fuld finansiering samt yderligere et år med 50% finansiering, hvilket betyder, at der skal findes 50% finansiering andetsteds, hvis ansættelsen skal forlænges til et 3. ansættelsesår.   
  • Som udgangspunkt er der tale om fuldtidsansættelser, hvor en børne- og ungeansvarlig deles af to-tre lokale foreninger (foreningsklynge).
  • Den børne- og ungeansvarlige vil som udgangspunkt blive ansat i én af de 2-3 foreninger som er sat sammen.  
  • Foreningerne vil have den daglige dialog og ledelse af den børne- og ungeansvarlige, mens DIF vil varetage den faglige og projektmæssige ledelse.    
  • Spydspidsforeningerne er selv med til at definere de ambitioner og mål, som der skal arbejdes med i projektperioden. Dette kunne fx være medlemsvækst i B&U-målgruppen, trivsel, det gode børne- og ungemiljø eller ungeinvolvering. 
  • Den børne- og ungeansvarlige skal sammen med foreningerne definere hvilke indsatser, som kan understøtte foreningens ambitioner og mål i projektperioden. Dette kunne fx være ved at udvikle og igangsætte relevante tilbud og initiativer målrettet børn og unge, styrke arbejdet med de frivillige som varetager træning og andre initiativer for børn og unge eller etablere samarbejde med lokale skoler, SFO’er eller dagtilbud.   
  • Foreningerne vil blive udvalgt, så 2/3 af foreningerne har fokus på børn i alderen 3-9 år, og den resterende 1/3 målretter deres indsatser mod de 10-18-årige. 

De første spydspidsforeninger er fundet 

I 2023 startede vi op med at finde spydspidsforeninger i Region Midtjylland og Region Sjælland, og inden året er omme, vil der blive offentliggjort flere spydspidsforeninger i disse to regioner. Alle offentliggjort spydspidsforeninger kan ses på dette danmarkskort.

Nu skal der findes spydspidsforeninger i Region Hovedstaden, Syddanmark og Nordjylland 

I 2024-2025 er det ambitionen at få ansat mellem 17-19 børne- og ungeansvarlige, som vil blive tilknyttet ca. 40-45 foreninger i Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Region Nordjylland. 

Fra uge 41 til 1. december 2023 vil det være muligt for specialforbund samt for kommuner og idrætsråd beliggende i de tre regioner at indstille foreninger, som de vurderer, efterlever de opsatte kriterier samt vil have særlig gavn af tilknytningen af en børne- og ungeansvarlig. 

Følg nedenstående link for mere information om foreningskriterier, udvælgelsesfokus samt indstillingsprocessen.  

Gå til siden om foreningsudvælgelse