Hvorfor trailcentre?
Den danske natur som ramme for idræt og motion
Danskerne er blevet mere aktive i naturen. Andelen af voksne borgere, der dyrker idræt og motion i naturen er steget fra 36 procent i 2011 til 44 % i 2016 og hele 74% i 2021, samtidig ses en tydelig tendens til, at flere og flere dyrker idræt og motion uden for idrætsforeningerne, hvor motion dyrkes på hold og faste tidspunkter. Danskerne foretrækker i stigende grad at dyrke idræt alene eller i mindre grupper på selvvalgte tidspunkter.
Her spiller naturen en vigtig rolle, hvor blandt andet løb, mountainbike, sejlads og havkajak er særligt populært, og i takt med ændringerne i vores motionsvaner efterspørger flere danskere muligheden for idræt i naturen.
Faciliteter til udendørsidræt
På nuværende tidspunkt findes der ikke mange faciliteter, der kan understøtte de stigende brugergrupper inden for outdooridræt i Danmark. Dét vil DIF og Lokale og Anlægsfonden gøre noget ved. Derfor udvikler vi trailcentre, som skal kunne anvendes af alle outdooridrætter. Trailcentrene skal give bedre forhold for idrætsudøverne, og sikrer at de også viser hensyn til naturen og de øvrige skovgæster.
Hvad er visionen?
DIF's og Lokale og Anlægsfondens formål med at udvikle trailcentre er følgende:
- At udvikle en facilitet, der bliver det naturlige fælles mødested for alle brugere af stier og ruter i naturen, og dermed opnå mere socialt samvær og en bedre gensidig forståelse på tværs af de forskellige brugergrupper og heraf færre konflikter mellem brugergrupperne.
- At udvikle en facilitet, der imødekommer mange forskellige brugergruppers behov for servicefunktioner ved at samle alle relevante servicefunktioner på én lokalitet.
- At bidrage til at flere danskere bliver idræts- og motionsaktive ved at inspirere til at dyrke motion i naturen samt at gøre det lettere, mere socialt, mere hyggeligt, mere bekvemt og mere ”trygt” at tage en gå-, løbe-, cykel- eller rulletur i naturen.
- At gøre idrætsudøvere, motionister og friluftsfolk mere opmærksomme på og mere interesseret i den natur og det landskab, der udgør rammen for deres aktiviteter.
- At inspirere andre til at etablere trailcentre i høj kvalitet med afsæt i ovenstående formål.