Historien om vinter-OL

Vinterdisciplinernes indførsel på det olympiske program

Kunstskøjteløb havde været med i 1908 til sommerlegene, hvor konkurrencerne, der blev afholdt i slutningen af oktober (seks måneder efter sommerdisciplinernes åbning), blev løbet på kunstbanen kaldt ”Prince’s Skating Ring” beliggende i Knightsbridge nord for London.

I årene efter var der interesse at få flere vintersportsgrene med, bl.a. skøjtesportsgrene i 1912, men Sverige og Norge var imod, da de nordiske lege vægtede tungere for Sverige og Norge frygtede at interessen for Holmenkoll-løbene ville falde.

I 1914 ved den internationale skikommissions kongres i Oslo manifesterede de fortsatte internationale interesse sig, hvor der var et massivt tysk pres for at de nordiske skidiscipliner skulle med på OL-programmet i Berlin 1916. Der var svensk modstand mod dette, da svenskerne frygtedes, at de nordiske lege skulle påvirkes negativt, men det blev op til IOC at træffe beslutningen. IOC gik ind for det tyske forslag, og det blev planlagt at kunstskøjteløb, de nordiske skidiscipliner og ishockey skulle være med til OL i Berlin, hvor vinterdisciplinerne skulle afvikles særskilt i februar 1916.

Berlin-legene i 1916 blev dog aflyst grundet 1. Verdenskrig og derfor var det senere, at vinterdisciplinerne fik deres debut. I mellemtiden var kunstskøjteløb og også ishockey med ved sommerlegene i 1920 i Antwerpen. Her blev de to skøjtediscipliner afholdt i sidste uge i april på kunstisbanen ”Palace sur Glace”.

Det var dog først fire år efter disse lege, at forløberen og det senere officielt anerkendte vinter-OL blev til.

Afholdelsen af ”Winter Sports Week” – det første vinter-OL

I 1921 blev første IOC-kongres efter krigen afholdt og her kom diskussionen om vinterdisciplinerne atter op. Nogle nationer var stærkt imod indførslen af vinter-OL og derfor blev kompromiset fra IOC, at Chamonix i Frankrig blev værtsby for ”Winter Sports Week” som en slags prøve-OL, og at afholdelsen var under beskyttelse af IOC. Selvom det på dette tidspunkt ikke officielt var anerkendt som vinter-OL, så blev afholdelsen en så stor en succes. Dette førte til, at det i 1925 blev besluttet, at vinterlegene skulle afholdes hvert fjerde år, og året efter blev ”Winter Sports Week” anerkendt som det første officielle vinter-OL.  

Der var 16 discipliner med til det, der blev det første vinter-OL, her var fire af dem i Nordic Skiing, fem i speed skating og tre i kunstskøjteløb, og resten var henholdsvis 4/5’er bobslæde, ishockey, curling og militært patruljeløb. (Læs mere om vinter-OL’s begyndelse på www.olympics.org)

Curling og OL

Curlings oprindelse strækker sig langt tilbage og tilskrives enten Holland eller Skotland, hvor der er historiske skrevne kilder og malerier, der viser at sporten eksisterede for flere hundrede år siden. Curlings olympiske historie er også interessant, da disciplinen var på programmet i Chamonix til ”Winter Sports Week” og på denne måde endte med at være en del af det første vinter-OL, da det blev besluttet at anerkende vintersportsugen som de første olympiske vinterlege. Dermed blev det vindende britiske hold i årene efter selve konkurrencen olympiske mestre over de to andre hold, Sverige og Frankrig, der stillede op i konkurrencen.

Men da programmet for de efterfølgende vinterlege i St. Moritz i Schweiz blev fremlagt var curling ikke længere på programmet. Det kan tænktes at dette skyldtes curlings manglende internationale organisering, som var en vigtig faktor for IOC, der også i andre sportsgrene var grund til ikke at være på det olympiske program. I årene 1932 og igen i 1988 og 1992 var curling med til vinter-OL som en demonstrationssport uden for olympisk konkurrence, om end resultaterne for 1992 i Albertville i Frankrig står på den Olympiske hjemmeside.