Politikker og udspil
DIF's etiske kodeks for konkurrenceidræt
Jagten på medaljer er benhård og kan rumme en række dilemmaer, hvor det etiske kompas skal være rigtigt indstillet. Derfor har Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) revideret ’Etisk kodeks for dansk konkurrenceidræt’, så det følger samfundets udvikling. Kodeks skal sætte retningen for det værdibaserede arbejde i dansk konkurrenceidræt, som understøtter atleterne i at nå deres mål.
Det etiske kodeks gælder for dansk konkurrenceidræt i bred forstand. Det skal således være en fælles referenceramme og skal fungere som indgang til dialogen med specialforbund, trænere, aktive mv. samt inspirere til den etiske debat.
Det nye ’Etisk kodeks for dansk konkurrenceidræt’ er en revidering af Team Danmark og DIF’s fælles Etiske Kodeks fra 2005. En tværgående arbejdsgruppe i Team Danmark og DIF har arbejdet med revideringen og herunder sikret involvering af blandt andre specialforbund, elitekommuner og Atletkomiteen.
Et af de nye elementer i etisk kodeks er et afsnit, som henvender sig til forældre. En målgruppe som en gang i mellem kan have svært ved at skelne mellem at støtte barnet på barnets egne præmisser og at indfri egne ambitioner på barnets vegne.