Vandklubben Klintholm Havn

Vandklubben Klintholm Havn vil ’give livet tilbage til havet’, og derfor er de sædvanlige vand-aktiviteter som paddleboard, surf og vinterbadning blandet op med fiskebørnehaver og maritime nyttehaver.

Hvis du vil gå til paddleboard eller vinterbadning i Vandklubben Klintholm Havn, så er der en god chance for, at du også får lejlighed til at fodre fiskene i fiskebørnehaven eller at høste blåmuslinger i den maritime nyttehave.

”Vi er jo en helt klassisk vandforening med sup, surf og vinterbadning, men  vi har den tilgang til det, at når vi nu er brugere af havet, så skal vi også tage vare på havet. Derfor har vi indført projektet ’Livet tilbage til havet’, hvor vi arbejdet med det 14. verdensmål, der handler om livet i havet,” fortæller foreningens formand Jesper Carlson.

”Ligesom i det gamle Grækenland, hvor man ofrede til havguden Poseidon, så vil vi også give noget tilbage til havet. Derfor har vi blandt andet etableret fiskebørnehaver og maritime nyttehaver med tang og blåmuslinger i vores havn. På den måde er vi med til at forbedre vandmiljøet, og til at skabe bedre biodiversitet og et renere havmiljø. Det er noget, vi gør lokalt her i Klintholm Havn, men vi er også lidt på en mission om at inspirere alle andre blå foreninger til at gøre noget tilsvarende, for sammen kan vi rykke rigtigt meget,” siger formanden.

Vandklubben Klintholm Havn hører til på det østlige Møn og består i dag af 125 medlemmer. Derudover tiltrækker klubben også turister, som kommer for at nyde godt af aktiviteter som SUP, surfing, vinterbadning og sauna.

For at sikre en endnu stærkere lokal forankring, har foreningen oprettet projektet ’Outdoor-skolen’ som er rettet mod øens ungdom: Her bliver sjette- og syvendeklasser fra de lokale skoler inviteret ud på vandet for at lære mere om projektet ’Livet tilbage til havet’.

”Det er vores plan, at de lokale unge skal lære noget mere om vores mønske natur, både til lands og til vands. Vores bagtanke er selvfølgelig også, at vi gerne vil hverve nogle flere og yngre medlemmer til klubben, og selvom vi er oppe mod alle de sædvanlige foreninger håndbold og fodbold og så videre, så er det lykkedes os at få nogle nye medlemmer. Vi bor et fantastisk sted her på Møn, og det skal vi have tiktok-generationen til at forstå, så de kommer ud og bruger naturen,” siger han.

Fakta om Vandklubben Klintholm Havn

  • Kombinerer vandaktiviteter som SUP, surf, vinterbadning og sauna med et fokus på at forbedre havmiljøet. Blandt andet via 25 fiskebørnehaver/Biohuts og maritime nyttehaver

  • Klubben tilbyder SUP, surfing, vinterbadning og sauna, der tiltrækker både lokale beboere og turister.

  • Vandklubben har oprettet et skoletilbud kaldet "Outdoor Skolen" for at involvere de lokale skoler i foreningens aktiviteter

Tre grunde til at stemmen på Vandklubben Klintholm Havn

  • Vi vil give livet tilbage til havet

  • Vi vil inspirere andre foreninger til at tage vare på havet

  • Vi vil skabe lokal forandring i yderdanmark gennem sjove vandaktiviteter og fællesskab