Årets magiske øjeblik
Eliteidræt er store følelsers skueplads. Det er her, vi ser de største glædesudbrud, de største skuffelser, de største kampe og de vildeste øjeblikke, der er med til at definere sportens historie. Med prisen hylder vi de særlige øjeblikke, vi aldrig glemmer fra dansk eliteidræt. Det er øjeblikke, der giver gåsehud og måske tårer i øjnene. Ud af et større felt har repræsentanter fra DIF, Team Danmark, DR og Danmarks Atletkomité udvalgt tre nominerede.
De tre nominerede
Julie Leth – som vandt to VM-guldmedaljer i banecykling foran et euforisk hjemmebanepublikum og med sin VM-guldmedalje om halsen tager sin etårige søn på armen efter at have kæmpet sig tilbage til verdenseliten efter en fødsel og få måneders træning.
Jonas Vingegaard – som vandt en magisk sejr på 11. etape af Tour de France, hvor han på imponerende vis indhentede Tadej Pogačar og slog ham i den afgørende spurt. Sejren var ekstra særlig pga. Vingegaards alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt tidligere på sæsonen, som gjorde ham til en tvivlsom starter på touren.
Bjørk Nørremark – som efter første sit første længdespring til PL uforskyldt mistede sin markering, da en konkurrent fik skubbet til mærket. Det resulterede i en frustrerende springserie for Bjørk, hvor alt var helt ’off’ indtil sjette og sidste spring. Her satsede hun hele butikken, lavede et fantastisk spring og vandt bronze.