podcast
Pigernes banehalvdel
Om podcasten
Hvordan skaber vi de bedste rammer for piger i alderen 12-18 år i idrætten? Det spørgsmål undersøger uddannelseskonsulent Emil Søhus i podcasten Pigernes Banehalvdel. Podcastserien er lavet til trænere, der ønsker konkrete værktøjer til at styrke deres træning og relation til pigerne, som de træner.
Podcastserien dykker ned i teenagepigernes verden og undersøger, hvorfor mange piger stopper med en sport, hvordan man som træner kan skabe et stærkt fællesskab, og hvordan man håndterer de svære ting som præstationsangst, trivsel og spiseforstyrrelser.
Podcasten kan høres på Spotify, Podimo og Apple Podcasts - du finder links længere nede på siden.
Episode 1: Generation Z - Hvem er de piger, vi træner?
Hvad kendetegner de piger, vi træner i dag? I denne episode dykker vi ned i teenagepigernes verden og ser på de krav, forventninger og sociale dynamikker, de jonglerer med. Basketballspilleren Emilie deler sine oplevelser, træner Susi Hed Andersen fortæller om sit arbejde med unge piger, og psykolog Maja Fjord Madsen giver indsigt i pigernes digitale og sociale virkelighed. Hvordan kan vi som trænere forstå og støtte dem – både på og uden for banen?
Episode 2: Når idrætten og spiseforstyrrelser krydser veje
Hvordan opdager og håndterer vi spiseforstyrrelser i idrætten? I denne episode møder vi Josefine, der deler sin personlige historie om anoreksi, samt sportspsykolog Carsten Hvid Larsen og Maiken Ziebell, rådgiver i DIF. Sammen giver de indsigt i, hvad vi som trænere skal være opmærksomme på. En vigtig samtale om trivsel, ansvar og hvordan vi kan skabe et sundt sportsmiljø for unge piger.
I DIF har vi udviklet en e-leaning til dig, der vil dykke dybere ned i spiseforstyrrelser i idrætten. Læs mere og kom igang her
Episode 3: Det gode idrætsmiljø - Hvordan holder vi pigerne i sporten
Hvordan kan man som træner skabe et træningsmiljø, hvor piger trives og forsætter med deres sport? I denne episode møder vi fodboldspilleren Edith, der fortæller om sine oplevelser med både et giftigt og et godt træningsmiljø, håndboldtræneren Stine Borgløkke fortæller om sine erfaringer med at samle et hold, og sportspsykolog Louise Solle Schellerup giver et indblik i, hvordan man som træner kan fremme trivsel, fællesskab og motivation.
Episode 4: Opskriften på den gode træner for piger
Hvad kendetegner en god træner for piger i alderen 12-18 år? I denne sidste episode samler vi essensen fra hele serien og laver en konkret opskrift på en god træner for denne målgruppe. Svømme- og mentaltræner Kim Dietrichsen, svømmeren Naja og ungekonsulent Stephanie Hougaard giver deres bud på, hvad piger har brug for fra deres træner: tydelig kommunikation, forståelse, ro og en person, der både lytter og guider dem i en travl hverdag.
Kom med ind på pigernes banehalvdel og få indblik i, hvor betydningsfuld du er som træner for de unge piger, og bliv inspireret til, hvordan du med praktiske værktøjer kan udvikle dig og blive en endnu bedre træner ifølge pigerne.