Mere aktiv transport for børn og unge der går til idræt

Brøndby Kommune og Danmarks Idrætsforbund (DIF) vil have flere børn og unge til at cykle eller gå til fritidsaktiviteter. Med fokus på grønne transportvaner, stærke fællesskaber og forbedrede faciliteter vil projektet fremme sundhed, selvstændighed og klimaansvar.
Brøndby Kommune og Danmarks Idrætsforbund (DIF) vil have flere børn og unge til at cykle eller gå til fritidsaktiviteter. Med fokus på grønne transportvaner, stærke fællesskaber og forbedrede faciliteter vil projektet fremme sundhed, selvstændighed og klimaansvar.

Green Mobility Shift

Projektet hører under Green Mobility Shift, som vil fremme borgernes skift til grønne transportformer. Dét gør de 16 dansk-svenske partnere ved at skabe en model, der danner rammen for en alternativ måde at planlægge transport i fremtiden. Projektet arbejder med konkrete case-baserede forsøg med skift til aktiv, grøn transport hos borgere og model- og værktøjsudvikling blandt andet baseret på cases med borgere og kommuner.

Green Mobility Shift er støttet af Interreg ØKS og projektets partnere. Du kan læse mere om projektet her.

Flere børn og unge skal cykle og gå til fritidsaktiviteter

Danmarks Idrætsforbund og Brøndby Kommune er gået sammen om et treårigt pilotprojekt, der skal arbejde med børn og unges transportadfærd i forbindelse med deres foreningsaktiviteter på idrætsområdet.

Sociale og fysiske rammer skal støtte nye transportvaner

 Trænere og forældre spiller en vigtig rolle i at motivere børnene til at vælge aktiv transport. Projektet fokuserer ikke kun på transport, men også på hvordan det sociale fællesskab omkring idrætten kan styrkes. Derfor er der i projektet fokus på at inddrage netop disse to grupper.

Undersøgelser og initiativer skal ændre vaner 

For at iværksætte de bedste tiltag inddrager projektet børn, forældre og trænere gennem spørgeskemaer, fokusgruppeinterviews og individuelle samtaler. Samtidig kortlægges transportmulighederne til Brøndbys idrætsfaciliteter. På baggrund af de mange indsigter udvikles skræddersyede løsninger som testes af i 2 faser med evaluering og justering midtvejs med henblik på at udarbejde et koncept der kan anvendes af andre foreninger.

Bæredygtighed og langsigtede fordele 

Transport udgør en væsentlig del af Brøndby Kommunes og DIF-idrættens CO₂-udledning, og projektet skal bidrage til at reducere denne ved at gøre aktiv transport til en naturlig del af hverdagen. Derudover skal initiativet styrke børnenes selvstændighed og velvære samt skabe vaner, der kan vare ved ind i voksenlivet.

 

Læs mere om casen her.

Sådan gribes casen an

Brøndby Kommune og DIF rækker ud til flere forskellige målgrupper: 

  • Børn og unge under 18 år, der sjældent eller aldrig tager cyklen til fritidsaktiviteter  
  • Trænere der fungerer som rollemodel  
  • Forældre, der skal støtte op om at deres børn cykler i hverdagen.