Tre nominerede til Idrættens Sociale Pris

Sidste års vinder, Mogens Damgaard. Han modtog prisen for sin store indsats for mennesker med psykisk sårbarhed.
Haderslev Fodboldklub, BAT 60+ og BROEN Danmark er nomineret til Idrættens Sociale Pris, der bliver uddelt ved DR’s stortanlagte sportsgalla SPORT 2024 til januar.
29. okt. 2024
Haderslev Fodboldklub, BAT 60+ og BROEN Danmark er nomineret til Idrættens Sociale Pris, der bliver uddelt ved DR’s stortanlagte sportsgalla SPORT 2024 til januar.

Først valgte man 10, men nu er der kun tre kandidater tilbage i kampen om Idrættens Sociale Pris. Prisen hylder idrætsinitiativer, der gør noget særligt for at skabe trivsel og fællesskaber for borgere, der oplever udfordringer i større grad end de fleste.

Bag prisen står Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden, og vinderen anerkendes og fejres ved DR’s sportsgalla SPORT 2024 den 4. januar næste år.

”I Grundfos Fonden tror vi på, at alle har et grundlæggende behov for en plads i fællesskabet. Derfor har det en særlig kraft, når Haderslev Fodboldklub tilbyder fodbold med plads til alle børn, unge og voksne i sårbare positioner, når Broen Danmark baner vejen for, at børn og unge kan være med i idrætslivet – eller når Bat60+ får seniorer til at mødes over bordtennis. Fælles for kandidaterne er, at de igennem idrætten skaber muligheden for, at alle har en plads og kan bidrage til fællesskaber,” siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos Fonden.

Unge, ældre – og alt derimellem

Dette efterår modtog DIF’s sekretariat en række indstillinger til prisen, og en intern jury udvalgte 10 indsatser, der blev sendt videre til prisens eksterne jury bestående af en bred sammensætning af mennesker, der beskæftiger sig med socialområdet. Den eksterne jury har nu nomineret tre indsatser.

Indsatserne er:

Haderslev Fodboldklub: Fodboldklubben gør en ekstraordinær indsats for at etablere sociale indsatser, som skaber fællesskaber for mennesker i sårbare situationer. Klubben er blandt andet en del af Fodbold for Fremtiden, Ombold, #Gamechanger og Get2Sport, men har også indsatser for mænd med prostatakræft og for unge med ADHD, autisme eller udviklingshandicap – for at nævne et udpluk.

Gert Jørgensen og Lars Bo Kaspersen – Bordtennis for ældre i Københavns Kommune: Siden 2022 har de to frivillige i BAT 60+ Gert Jørgensen og Lars Bo Kaspersen i samarbejde med Bordtennis Danmark arbejdet frivilligt med en imponerende indsats for at få ældre på aktivitetscentre til at spille bordtennis for social og mental sundhed. Mere end 25 frivillige foreningsfolk investerer nu timer i at få ældre på 28 københavnske aktivitetscentre, plejehjem og sundhedshuse til at spille bordtennis.

BROEN Danmark og alle BROENs frivillige: I 2002 stiftede privatperson Hans Søgaard støtteforeningen Broen Horsens. Indsatsen hjælper børn og unge i økonomisk trængte eller socialt udsatte familier ud blandt andre børn og unge, så de får mulighed for at blive en del af et positivt fællesskab i fritiden og spejle sig i positive voksne rollemodeller. BROEN er siden vokset og findes nu i mere end hver tredje danske kommune, hvor frivillige hjælper over 7.500 børn og unge årligt.

Vinderen vælges frem mod SPORT 2024 af DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen, og fondsdirektør i Grundfos Fonden, Kim Nøhr Skibsted. Ud over anerkendelsen følger en check på 75.000 kroner til brug i indsatsen.

Kriterier for udvælgelsen

I udvælgelsen af kandidater til prisen har juryen forholdt sig til en række opstillede kriterier. Man har blandt andet set på, om den sociale indsats har skabt opmærksomhed om – eller bedre forhold for – minoriteter i idrættens verden, om den har medvirket til øget livskvalitet og trivsel hos en gruppe, og om den i særlig grad har styrket lokalsamfundet.

”Det er et interessant felt af nominerede, der alle – på hver deres måde – viser, hvordan man med idræt virkelig kan gøre en forskel. Idrættens fællesskaber kan noget helt unikt, og dem glæder jeg mig til at hylde til SPORT 2024. I sidste ende er der jo kun en vinder af prisen, men vi vinder alle sammen, når frivillige kræfter træder i karakter og skaber så fine indsatser, som vi har set i denne udvælgelsesproces,” siger direktør Morten Mølholm Hansen fra DIF.

> LÆS OGSÅ: Det siger de tre nominerede



FAKTA

IDRÆTTENS SOCIALE PRIS

Sociale indsatser på idrætsområdet gør en stor forskel for mange, der har det svært. Indsatserne er således med til at løfte et samfundsansvar, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Grundfos Fonden anerkender med Idrættens Sociale Pris.

Prisen uddeles for anden gang, når idrætten hyldes ved SPORT 2024 i Boxen i Herning den 4. januar. Et gallaevent, der vises på DR1.   

Sidste år vandt Mogens Damgaard for sin indsats i regi af Idræt for sindet.

Læs mere om prisen her. 

EKSTERN JURY

Den eksterne jury udgøres af styregruppen bag den sociale indsats Startblokken, der tæller 14 medlemmer med solid indsigt i det sociale område. Medlemmerne er:

  • Anders Folmer Buhelt, akademichef, Akademiet for Social Innovation.
  • Camilla Bjerre Damgaard, fondschef, Den Sociale Investeringsfond.
  • Christian Toft Ramsbøl, vicedirektør, Grundfos Fonden.
  • Erik Brøgger Rasmussen, direktør, DBU.
  • Erik Hattens, kommunaldirektør, Herning Kommune.
  • Helene Bækmark, administrerende direktør, Sundhedsforvaltningen, Odense Kommune.
  • Jakob Schjørring, chef for det sociale område, Bikubenfonden.
  • Jon Kvist, medlem af Reformkommissionen og professor ved Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet.
  • Mads Reinholdt, direktør, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
  • Mads Roke Clausen, direktør, Landsorganisationen for sociale tilbud.
  • Mikkel Haarder, underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed, Dansk Industri.
  • Morten Mandøe, cheføkonom og direktør i KL.
  • Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør, DIF.
  • Pernille Beckmann, formand for FGU Danmark.